Af: Matilde Medum Nielsen
Drømmen kommer nok af, at min mor igennem hele min barndom har fortalt om sine eventyr, fra dengang hun som ung selv rejste rundt i verden. Allerede i gymnasiet begyndte jeg at spare op og undersøge mine muligheder for at opleve verden.
Jeg begyndte også at gå og træne mere, ikke med selve det formål at kunne klare en længere rejse, men jeg tror måske alligevel, det har været en del af min underbevidsthed, at det at være i fysisk god form, var en nødvendighed. Jeg ville rigtig gerne rejse sammen med en, både fordi det altid er sjovest at opleve noget i fællesskab med andre, men også fordi det ville give mig en tryghed og en hjælpende hånd, i tilfælde af brud.
Ideen og rammerne var altså skabt – spørgsmålet var nu bare hvorhen, hvornår og med hvem?
En forårsdag i 2017 spurgte jeg tilfældigt en af mine efterskoleveninder, hvor i verden hun allerhelst ville rejse hen. Netop det blev starten på, hvad der ca. et halvt år senere, mundende ud i en 4 måneders rejse til Kina, Indonesien og Australien.
Min rygsæk skulle pakkes så let som overhovedet muligt. Min ryglæge har beordret mig til aldrig at bære på mere end 10 kg.
Jeg skar ned på alt: 7 par trusser, 1 jakke, der både var vand- og vindtæt og samtidig ikke for tyk, 2 par sko, hvoraf jeg rejste i det ene par – jeg sad sågar og hældte piller ud af morfin og Panodil pakkerne og sikrede mig, at jeg kun medbragte lige præcis nok.
Til sidst endte jeg med en vægt på 9 kg - lidt souvenirs, skulle der jo også være plads til. Min veninde, Elvira, og jeg bestilte flybilletter igennem Kilroy, nogle togbilletter, overnatning på vores første stop i Beijing, og så tog vi ellers afsted den 25. august 2017.
Kulturchok: En stærk lugt af krydderier, blandet med smog fra de mange køretøjer, larm og en enorm befolkningstæthed, var det første der ramte os, da vi sen eftermiddag landede i Beijing. Vi brugte her nogle dage på at opleve Kinas kultur og historie, besøgte den forbudte by, Himmeltemplet og den kinesiske mur. Derefter gik turen videre længere ind i landet med togture på mellem 14-18 timer. Her mød-te vi for første gang virkelig udfordringer:
Elvira, jeg og sød kinesisk dame ved Tempel of Heaven, Beijing
Togperroner uden elevator og med rigtig, rigtig mange trapper. Med 2 store rygsække, en kørestol, Elvira, som er født med børnegigt og mig med OI, fik vi hurtigt udviklet en taktik:
Først ned af trapperne med vores rygsække, op igen, i samarbejde ned med kørestolen, hen til næste trappe, op med ryksæk-kene, ned igen, op med kørestolen osv. Ikke så underligt at vi fik ømme lårbasser og baller af stål. Inde i landet oplevede vi byer som Xian, Guilin, Zhangjiajie nationalpark, med de næsten overjordiske klipper der ligner noget fra en fremmed planet.
Dernæst videre fra Guilin ned af Li River, som er omgivet af bølgelignende bjerge, til backpacker byen Yang-shuo. Sidste stop var Shanghai, en særdeles moderne og kørestolsvenlig by, sammenlignet med det Kina vi lige have bevæget os igennem. Her fløj vi, efter at have tilbragt godt 3 uger i Kina, videre til Indonesien.
Hvide sandstrande, turkisblåt hav, smukke koralrev, frisk frugt overalt og et venligt folkefærd – Indone-sien var uden tvivl det paradis, vi havde drømt om. Allerede efter et par dage tog vi afsted på en sejltur hele vejen fra Lombok, som ligger øst for Bali, til Flores og Komodo øerne mod øst. Her boede vi 25 mand på et ca. 30 meter langt skib. Skibet tog os ud på de små ubeboede øer, som man ikke har mulig-hed for at komme til på anden vis.
Herude var det derfor ekstra vigtigt, at jeg havde medicin og banda-ge nok med til at kunne klare mig i tilfælde af brud. Vi snorklede på farverige koralrev, der skulle vise sig at være smukkere end dem vi senere dykkede på ved Great Barrier Reef i Australien, hvor man des-værre kunne se konsekvenserne af den globale opvarmning.
Man fornemmede hurtigt at øerne herude, så ud stort set, som de har gjort de sidste mange tusinde år, ligesom de store og bemærkelsesværdige Komodo varaner, som vi fik lov at opleve helt tæt på.
Sejltur fra Lombok til Komodo øerne, Indonesien
Efter sejlturen tog vi nogle dage til Gili øerne ud for Bali. Her havde jeg mit første dyk nogensinde med kæmpe havskildpadder. Da vi tog afsted, havde jeg ikke i min vildeste fantasi regnet med, at dykning ville være en mulighed for mig.
Tilfældigvis gik Elvira og jeg forbi et dykkercenter en aften og faldt i snak med en af dykkerinstruktørerne, som tidligere havde dykket med fysisk handicappede. Lettere impulsivt besluttede vi os for at tage et såkaldt prøvedyk, med den betingelse, at jeg fik BCD med den tunge dykkerflaske på, når jeg var kommet i vandet. Robin, vores instruktør, var meget dygtig og rolig. Da jeg skulle i vandet, var der høje bølger, og det var svært at få udstyret på, uden at sluge en masse vand.
Jeg husker, at jeg var tæt på at opgive projektet, men Robin var helt rolig, hjalp mig i udstyret og mindede mig om at vi tog 1 meter ad gangen. Før jeg vidste af det, var vi nede på 12 meter og Robin slap min hånd. 52 min senere, lå jeg i vandoverfladen igen, denne gang med et kæmpe smil på læben.
Så var tiden kommet til at krydse ækvator og bevæge sig ”Down under”. En sen eftermiddag landede vi i Cairns i delstaten Queensland, hvorfra vi de næste godt 2 måneder skulle bevæge os ned langs østkysten og ende i Melbourne. Efter mere end 1,5 måned i Asien, var det både rart og mærkeligt, at komme tilbage til den vestlige verden, denne gang dog på den anden side af kloden.
Efter 4 dage i Australien, tog vi på en tur for at se nogle vandfald i Daintree Rainforrest nord for Cairns. Alt på vores tur var indtil videre gået strålende, jeg havde ikke haft en eneste dårlig dag. Måske netop derfor, var jeg også blevet en smule overmodig, for da guiden på turen spurgte, om vi havde lyst til at bade i søen ved foden af vandfaldene, tøvede jeg ikke et sekund.
Det gik også helt fint med at komme i vandet, jeg havde bedt vores guide om at give mig en hånd, for at være sikker på, at jeg ikke gled på de sten, der lå rundt om søen. På vej op, var jeg dog ikke så heldig og mit ene ben gled på de glatte sten, selvom guiden holdt ved mig.
Trods det ikke var nogen voldsom bevægelse, vidste jeg straks, som alle os med OI jo gør, at den var gal. Jeg fik mig langsomt og med meget besvær møvet mig op ad stenene, og hen på en træbænk.
Fordi vi var midt ude i regnskoven, mange kilometer fra civilisation, måtte den søde guide køre i 40 min for at finde et sted, hvor han kunne få telefonsignal til at tilkalde en ambulance.
Næsten tragikomisk bliver denne beretning, eftersom der noget tid efter dukkede hele 8 ambulancemænd op, som fik smækket mig op på en båre, der blev spændt fast bagpå en ATV, som kørte mig ud af junglen.
Da vi kom ud af regnskoven til ambulancen, holdt der også en brandbil og en politibil, som i guidens forsøg på at arrangere et udrykningsfartøj også var blevet tilkaldt.
Efter mit helt store ramaskrig af et jungleeventyr, ankom vi til verdens mindste hospital, hvor jeg udover en meget gammel dame, var den eneste patient.
Resten af tiden i Australien brugte jeg I kørestol og senere på krykker. Elvira lignede et pakæsel og kom i virkelig god form, eftersom hun nu måtte bære rundt på 2 rygsække. Heldigvis er Australien et fremkommeligt og handicapvenligt land.
Guiden og jeg et par dage efter mit lille stunt, og Elvira der bliver mega stærk, fordi hun bærer rundt på 2 back packs.
En uges tid før juleaften landede vi igen på dansk jord, med en flot kulør og en hel del oplevelser rigere. Jeg var blevet så høj ovenpå alle de oplevelser, jeg havde gjort mig på vores rejse, og jeg længtes efter flere - jeg måtte hurtigt afsted igen.
Jeg overvejede at tage tilbage til Indonesien for at dykke mere og rejse rundt i Asien. Samtidig havde jeg også hørt, at et højskoleophold skulle være helt fantastisk.
En aften jeg var på besøg hos en veninde, fandt jeg mit svar. Hun havde året forinden gået på højskole på Zanzibar, hvor en kombination af højskoleundervisning, frivilligt arbejde og rejse udgjorde 4 måneders ophold.
Zanzibar er en ø i det afrikanske land Tanzania, og selve højskolen ligger i byen Paje, som har omkring 2000-3000 lokale indbyggere, og som ligger godt en times kørsel fra hovedbyen Stonetown.
Efter nogle samtaler og planlægning med højskolen, samt et par måneders arbejde på min gamle ar-bejdsplads, bad jeg igen om orlov fra slutningen af februar. Vi mødtes alle kommende højskoleelever 61 fra Danmark og 9 fra Norge, i Kastrup lufthavn, uden at kende hinanden og skulle nu ud på en ca. 24 timers lang rejse.
To fly, en bustur, en lokal færge og en ’dalla dalla’ (lokalt transportmiddel i Tanzania) senere, ankom vi i 30 graders glohed varme til hvad der skulle være vores hjem de næste 4 måneder. Lærere og skolens lokalt ansatte tog imod os med sang på swahili.
På skolen blev vi undervist i swahili, kulturforståelse (antropologi), miljøkendskab (biologi), selvindsigt (psykologi) og sport. Derudover var vi en del af et frivilligt projekt, som havde til formål at gøre en forskel blandt lokalbefolkningen. Jeg var med i det kreative hjørne, som arrangerede kreative eftermiddage for børn på den lokale skole og bør-nehjem.
Lokale børn på Paje skole
På højskolen levede vi - ifølge vestlige standarder - primitivt. Havde man spurgt en af de lokale, ville de nok mene noget andet. Vi delte værelse 3-4 personer, med en enkelt fane til de varme nætter. Vand og elektricitet kom og gik, og kunne somme tider være væk i op mod 1 døgn.
Havde man været til idræt, var der altså ingen garanti for, at man kunne skylle sand og sved af sig under bruseren – så var godt at det indiske ocean udgjorde vores baghave. I regntiden i april-maj kunne de modige også bade i de knædybe pytter der lagde sig i hele landsbyen. Udover undervisningen, bade-turene, dykningen, festerne og hvad højskolelivet på Zanzibar ellers bød på, havde vi i løbet af de 4 måneder to mindre rejser. Den ene var en frivillig rejse hen imod slutningen af opholdet, hvor man selv kunne tage på eventyr på det afrikanske kontinent.
Her tog jeg, sammen med 4 andre piger 10 dage til hhv. Zambia og Zimbabwe. Vi kørte fra Dar es Salaam med et lokalt tog i 48 timer til Kapiri Mposhi i hjertet af Zambia. Herfra sejlede vi i 3 dage på Zambezi floden, som er beboet af både krokodiller og flodheste.
Undervejs gjorde vi stop på små øer i floden, besøgte lokale landsbyer og faldt i søvn i vores telt til lyden af brølende flodheste og hyæner. Turen endte ved Livingstone nær Victoria Vandfaldene, hvor vi krydsede grænsen til Zimbabwe og brugte et par dage på at udforske vandfaldene inden vi fløj tilbage til vores hjem på Zanzibar.
Flyvetur i microlight over Victoria Falls, Zimbbwe
Den anden rejse, den såkaldte Adventure tur, var en fælles tur for både lærere og elever. Ingen vidste hvad der skulle ske, udover rygter om safari i Ngorongoro krateret og overnatning i en masai-landsby (begge dele viste sig at være sandt).
Vi fik således kun at vide fra dag til dag, hvad der skulle ske. Turen var for mig meget udfordrende både fysisk og psykisk, fordi jeg ikke kunne forberede mig på, hvad der skulle ske.
Jeg glemmer aldrig en dag i Usambara Mountains, hvor jeg og en anden pige, der havde problemer med sit knæ, var blevet sat til at køre med baggagevognen til vores næste overnatningenssted, da de andre skulle vandre 18 km for at komme dertil.
Heroppe var vi de eneste hvide mennesker, hvilket man godt kunne fornemme eftersom børn pegede af os og råbte ”mzungu”, hvilket betyder ”hvid mand” på swahili.
Mændene i bilen kunne ikke engelsk og vores swahili rakte ikke til at spørge, hvor vi blev kørt hen. Vi ankom til en række usammenhængende bygninger og blev mødt af en flok kvinder, der alle bar tørklæde.
Det gik hurtigt op for os, at vi var kommet til et nonnekloster. De var meget gæstfri og viste os hen til nogle sovesale, og kom med store spande med varmt vand, som de havde varmet, så vi kunne vaske os.
Nonneklosteret i Usambara Mountains, Tanzania
Tanzania er ikke noget let fremkommeligt land. På Zanzibar er det kun hovedvejen og nogle veje i Stonetown, der er asfalteret, resten er sand og jord.
Jeg tog også afsted med den viden, at et brud på benet kunne koste mig en returbillet hjem til DK, da det i modsætning til min første rejse var umuligt at bruge en kørestol her. Alligevel havde jeg medbragt kørestolen samt nogle krykker, som jeg heldigvis ikke fik brug for - det var der dog tre andre, der gjorde, så helt forgæves var det da ikke.
På ture til storbyer som Dar es Salaam og Arusha, så jeg folk i kørestole, men de blev altid skubbet gennem mylderet af mennesker på det lokale marked, eller sad stille på et gadehjørne, mens de ventede på hjælp, til at komme over vejen.
Selv adgang til hjælpemidler af bedre kvalitet, ville ikke have givet dem en større selvstændighed. For det er jeg i hvert fald meget taknemmelig for at være født i et land som Danmark, hvor fremkommeligheden alligevel er en del nemmere.
Dykning ved Mnemba Island, Zanzibar
De 8 måneder jeg i alt endte med at tilbringe udenfor Danmarks grænser, endte med at blive de mest lærerige og oplevelsesrige måneder jeg indtil videre har haft. Og selvom min back pack på 9 kg, under-vejs på min rejse, blev tungere af alle disse oplevelser, samt lidt for mange souvenirs, fyldte OI kun en meget lille, oftest ubetydelig del af min bagage.
Selv efter mit lille junglestunt i Australien, fik jeg det bedste ud af situationen, takket være Elvira og alle de mennesker, vi mødte på vores vej. OI fyldte der-imod rigtig meget i mine tanker i tiden op til mine rejser.
I særlig høj grad da jeg valgte at tage til Zan-zibar, var jeg meget nervøs for om jeg kunne få den hjælpende hånd, som jeg indimellem har behovet for, og som jeg jo havde i Elvira under min første tur. Som så mange andre bekymringer, viste det sig jo hurtigt, at jeg på Zanzibar ikke bare havde én hjælpende hånd, men hele 70.
Trods de mange oplevelser og opdagelser jeg gjorde mig, var den største opdagelse for mig personligt at finde ud af, hvor meget jeg egentlig var i stand til at klare, trods min OI. Det har uden tvivl givet mig en langt større selvstændighed og mod på at kaste mig ud i flere ting, også uden altid at vide, hvor det fører hen. Jeg har fået mere blod på tanden mht. at udfordre mig selv endnu mere både ift. at rejse - for min rejselyst er langtfra mættet - men også mht. mange andre ting. Hvis der er vilje, er der også en vej.
Som OI’er er det måske ikke altid den lige vej, men i stedet en snoet og mere kringlet vej, man må tage. Vi har alle noget med i bagagen, nogle mere end andre, men det er vigtigt at følge sine drømme, og så vidt muligt forsøge at gøre dem til virkelighed. Så hellere tage et brud mere med til samlingen i forsøget.
Min rejsegruppe til Zambia og Zimbabwe
