Patrick Lawrence Lykkegaard, januar 2026.
- Mange kender dig som vores kasserer i foreningen. Kan du helt kort fortælle, hvem du er, og hvad du laver til daglig?
Jeg er født i storbyen Tampa, Florida, i USA. Men da jeg var 14 år, flyttede vores familie op til vores familiegård i det sydlige Georgia, som ligger nord for Florida. Det var godt nok et kulturchok. Jeg spillede meget sport, arbejdede på gården og blev færdig med high school som årgangens topstudent. Derefter begyndte jeg på universitetet.
Først læste jeg til kemiingeniør på et universitet i Georgia, men skiftede senere til elektrisk ingeniør på et andet universitet i Georgia. Jeg var stadig ikke helt tilfreds og prøvede senere at læse it, men endte til sidst med at blive uddannet som geolog. Undervejs havde jeg et studenterjob, hvor jeg arbejdede med IT, og det betød også, at jeg efter endt uddannelse som geolog fik arbejde som IT-programmør. Mange år efter arbejder jeg stadig med it hos et fintech-selskab her i Danmark.
Jeg mødte danskeren Kirsten i Atlanta, Georgia, og flyttede permanent til Danmark i 1993. Vi blev gift, og jeg skiftede mit efternavn fra Williams til det mere danske Lykkegaard. Vi fik to børn, Anna-Christine i 1997 og Peter i 1999. Kirsten og jeg blev dog skilt kort efter vores sølvbryllup.
En lille sjov historie er, at min nevø fik lavet et stamtræ, og det viste sig, at min amerikanske familie kan spores helt tilbage til Gorm den Gamle. Derfor var det jo også helt naturligt, at jeg i 2021 blev dansk statsborger.
I min fritid kan jeg godt lide at cykle, både landevejscykling og gravelcykling, og jeg nyder også lange gåture i skoven. Én gang om året tager jeg en tur til Manchester for at se Manchester City spille fodbold.
- Du har jo ikke selv OI. Så hvordan kom du egentlig med i foreningen?
Det er rigtigt, at jeg ikke selv har OI, og faktisk er der heller ikke nogen i min familie med OI.
Vores datter blev født med en mislyd på hjertet, og vi begyndte derfor at besøge Hjerteforeningen, som havde åbne arrangementer - også for børn.
Senere opdagede lægerne en misdannelse i vores datters nakkehvirvler. Vi undersøgte, om der fandtes en forening, som kunne passe, men da vores datter ikke havde en egentlig diagnose, var det næsten umuligt at finde en forening, der matchede vores situation. Kirsten undersøgte videre og fandt frem til DFOI, som så ud til at passe fint.
Vi deltog i et årskursus, og efter dialog med Kis Holm Laursen, Mogens Brand Clausen og andre blev vi godkendt af bestyrelsen som medlemmer.
- Hvad har DFOI betydet for dig og din familie?
DFOI har været en stor del af vores familie i de sidste 20 år. Siden vi blev medlemmer, har vi deltaget i næsten alle DFOI's arrangementer. Vi opdagede meget hurtigt, hvordan vores børn trivedes sammen med de andre børn, og hvordan de skabte venskaber med mange OI'ere og deres søskende.
Som forældre fik vi også mange nye venner, som vi kunne tale med om de udfordringer, der følger med at have et barn med et handicap. Det var et gigantisk frirum for hele familien.
Og til sidst skal jeg nævne, at jeg det var via DFOI, at jeg mødte Sonja, som også er medlem af foreningen. På en sommerlejr i Rødvig kunne vi to singler mærke, at vi gerne ville se meget mere til hinanden. Nu er vi forlovet, selvom mange undrer sig over, hvordan vi kan kommunikere med mit dansk-engelsk og Sonjas bornholmsk.
- Hvordan var det at vokse op i USA, og hvordan var dine børns opvækst i Danmark anderledes end din egen?
Da jeg voksede op i Florida, var jeg ofte på stranden eller i svømmebassinet med vennerne. Mindst et par gange om måneden tog jeg ud at fiske med min far i Den Mexicanske Golf. Vi fangede mange fisk og også enkelte hajer. Vi sejlede også til Bahamas nogle gange for at fiske.
I det sydlige Georgia var det helt anderledes. Jeg lærte at gå på jagt og ejede flere rifler allerede som 12-årig. Jeg fik kørekort og købte min første bil, da jeg var 16. Jeg har vandret i sumpe om natten og set alligatorøjne lyse op i mørket. Jeg har arbejdet på vores gård med kvæg, kyllinger og grise og har høstet alt fra majs og tobak til jordnødder.
Jeg husker det som om, jeg havde langt mere frihed i min barndom, end børn har i dag.
Med Annas handicap var vi dog også nødt til at være mere påpasselige med, hvad hun lavede, og hvad vi som familie foretog os. Derfor var vi mere kontrollerende som forældre. Ikke kun over for Anna, men også over for Peter. Jeg håber dog, at vores børn alligevel føler, at de har haft en dejlig opvækst.
Selvom vi var mere kontrollerende, er der stadig en anden type frihed i Danmark sammenlignet med USA. For eksempel gik Peter i skovbørnehave, hvor de havde bål og en hel skov uden hegn at lege i. Det var noget, mine venner i USA slet ikke kunne forstå.
- Du har været medlem af bestyrelsen i en del år. Hvad har du fået ud af det, og hvad vil du sige for at overbevise andre om at stille op?
Det har været et privilegium at være en del af DFOI's bestyrelse gennem mange år og arbejde sammen med så mange gode bestyrelsesmedlemmer. Det bedste ved bestyrelsesarbejde er, at du er med til at holde DFOI kørende og præge den retning, foreningen tager.
Jeg startede i bestyrelsen med at arrangere aktiviteter sammen med Preben. Jeg overtog først ansvaret for Årskurset, mens Preben fortsatte med at arrangere sommerlejr. Jeg husker mit første årskursus på Trinity tydeligt.
Jeg troede, at alt var på plads, men da jeg ringede for at tjekke nogle detaljer, fortalte de, at vi var blevet placeret i et auditorium. WHAT?! Vi plejede altid at være i et stort dobbelt mødelokale.
Trinity havde givet mødelokalet til en anden gruppe. Jeg spurgte, hvordan vores kørestolsbrugere skulle komme ind, og de begyndte at tale om ramper og om, at kørestolsbrugere "bare" kunne sidde helt forrest. WHAT?! Jeg kunne ikke få fat i Preben den aften og sov stort set ikke. Heldigvis tog Preben det med sin tørre humor, og Trinity fandt til sidst et andet mødelokale. Men hold da op, hvor bankede mit hjerte.
Nu har jeg været kasserer i flere år, og det har også været spændende at være involveret i den økonomiske del af foreningen.
Når jeg taler med medlemmer, hører jeg mange forskellige meninger og idéer. Jeg mener, at alle i foreningen burde prøve bestyrelsesarbejde.
- Hvordan synes du, at vi i OI-fællesskabet bliver endnu bedre til at hjælpe hinanden?
Jeg synes, vi gør det rigtig godt for en forening af vores størrelse, hvor medlemmerne er spredt over hele Danmark. Vores Facebook-gruppe giver mulighed for at holde kontakt, men for mig er det vigtigt, at vi også mødes fysisk, fordi vi får langt mere ud af det.
Jeg håber, at der kan opstå flere lokale grupper rundt om i landet ligesom gruppen i København. Det betyder, at medlemmerne kan mødes uden for de faste arrangementer. Mindre grupper giver også mulighed for mere personlige og hyggelige samtaler end store arrangementer som Årskurset. Og det bedste er, at alle kan tage initiativ til at starte en lokal gruppe.
