Af: Malene Sillas Jensen
Jeg gik på daværende tidspunkt på 3. semester på mit studie, og vidste godt at nu var tiden kommet, som jeg siden starten på mit studie havde gruet for – tiden var nemlig kommet til at vi skulle søge udvekslingsplads.
I det forgangene år var samtaleemnet et par gange landet på udvekslingsemnet, og alle mine tætteste venner på studiet havde fortalt højt og bredt om deres planer for udveksling, og hvor meget de glædede sig. Det føltes på daværende tidspunkt som lidt af et slag i maven, for jeg var simpelthen ikke sikker på, at det kunne lade sig gøre for mig at tage på udveksling.
Som med så mange andre ting skubbede jeg bekymringerne foran mig, lige indtil den efterårsdag i 2017 hvor tiden nu var kommet til, at der skulle tages hul på udvekslingsansøgningerne. Da oplægget var slut, stod der i forhallen forskellige udvekslingskoordinatorer fra de forskellige fakulteter. Mit institut er utrolig lille, og samlet under det store humanistiske fakultet ARTS. Vi gik hen til deres stand, og utrolig nok var hende vi kom til at snakke med udvekslingskoordinator for netop vores institut, DPU.
Jeg tror i bund og grund, at jeg havde prøvet at skåne mig selv for den enorme skuffelse det ville være, hvis vores udvekslingskoordinator ikke havde været med på ideen om at sende mig og min kørestol af sted på udveksling. Heldigvis var min ud-dannelseskoordinators virkelig begejstret for min ide. Hun skulle vise sig, at være det spark i røven, der gjorde at jeg faktisk begyndte at tro på det, når jeg sagde til mine venner at ”selvfølgelig skal jeg på udveksling” – næste spørgsmål var så bare hvorhen?
Allerede samme dag havde jeg kigget alle Aarhus Universitets udvekslingsaftaler igennem, og havde snævret mit felt ind på fem lande: Island, Norge, Sverige, Finland og Holland. Men inderst inde havde jeg allerede en favorit: Norge.
Jeg begyndte tidligt i min tid på universitetet at interessere mig for studenterpolitik, og igennem nogle af de ældre studerende var jeg kommet med i det såkaldte Uddannelses-nævn. Et nævn hvor vi sammen med underviserne og ledelsen snakker om alt det studienære på vores specifikke studie. En af dem som havde hevet mig med til de møder, hed Ditte. Ditte havde været min tutor på studiet da jeg startede, og var et år længere fremme end jeg selv var.
Til mit første møde i uddannelsesnævnet fortalte Ditte. at hun endelig havde fået svar på hendes udvekslingsansøgning, og at hun havde fået sin førsteprioritet som var Universitetet i Oslo, Norge. ”WOW” tænkte jeg! Norge, det havde jeg slet ikke tænkt som en udvekslings mulighed!
Jeg tror at mange automatisk tænker USA eller Australien når de tænker på udveksling, og det samme gjorde jeg. Men som Ditte sagde, hvornår vil man så lige tage et halvt år til Norge? Hvis man rejser til Australien, planlægger man jo at blive der lidt tid, pga. afstanden, mens Norge hurtigt bare bliver en uge på ski. Og helt ærligt, så tror jeg det er supervigtigt at huske på, at en stor oplevelse kan foregå såvel som i baghaven som på den anden side af Jorden. Og det tror jeg ofte mange glemmer!
Så da vi kom til ansøgningsfristen, lød min prioriterede på Oslo, Bergen, Utrecht, Rotterdam og Stavanger. Ventetiden gik i gang, og usikkerheden om hvor vi ville blive tilbudt en plads, begyndte at sprede sig mellem os studerende. Jo længere tid der gik, jo mere sikker var jeg på, at det var Oslo der var mit drømmested – og så pludselig en søndag i januar kom svaret.
Tillykke, du er blevet accepteret til universitetet I Oslo som udvekslingsstudent, med start efteråret 2018.
Få timer efter jeg havde læst mit svar fik jeg en besked af en af mine bedste veninder på studiet, hun havde sørme også fået plads på universitet i Oslo. Det var en virkelig dejlig nyhed vi skulle af sted sammen.
Danskergruppen – Christine, Anna og Daniel
Men det var også en udfordring, fordi vi jo begge havde regnet med at vi skulle af sted hver især. Jeg vidste godt at andre fra mit studie havde søgt Oslo som deres 1. prioritet, men at en af mine bedste venner skulle med, havde jeg slet ikke regnet med. Det viste sig heldigvis ikke at være så stort et problem som vi frygtede, men det var stadig en udfordring, at skulle indgå i et nyt fællesskab med så meget fælles i bagagen.
Hvad der derefter fulgte, var en hel masse praktisk der skulle ordnes. Jeg skulle udover at søge fag og opholdstilladelse som mine medstuderende, også undersøge om jeg måtte få min handicapbil, om jeg måtte få mine merudgifter med, om jeg måtte få mit handicap-tillæg på min S.U. med, hvilken forsikring der ville dække mig i fem måneder og jeg skulle også nå at søge ny mini-crosser inden jeg skulle til fjeldenes land. Det kom til at kræve en hel del telefonsamtaler med kommunen, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg nok var lidt et særtilfælde af en handicappet ved at rejste fem måneder på udveksling.
Heldigvis viste det sig at være en smal sag, da jeg kunne fortælle at min udveksling var en del af mit uddannelsesforløb, og at jeg desuden fik SU under mit ophold. Jeg var afsted på min udveksling igennem ERAMUS+, som er et EU-samarbejde om udveksling. Igennem ERASMUS havde jeg mulighed for at søge om ekstra bevilliger ift. hjælp og andet man kan havde brug for som kørestolsbruger. Jeg benyttede mig dog ikke selv af det, men det er en virkelig god mulighed hvis man selv påtænker at tage på udveksling.
Derudover fik jeg kontakt med OI-lægen, Ivan Hvid, som bor og arbejder i Oslo, så jeg havde en backup, hvis jeg pludselig stod med brækket ben. Langsomt men sikkert blev der sat flueben ved min to-do liste. Et stort kompromis måtte jeg dog indgå på boligfronten. Det viste sig nemlig at SIO (studerende i Oslo), som er dem der står for studieboligerne i Oslo, ikke kunne tilbyde kørestolsvenlige boliger med fælleskøkken.
Det var en stor kamel at sluge, fordi jeg godt var klar over at mange af fællesskaberne ville skabes i de fælles køkkener. Heldigvis for mig endte de tre andre danskere i ulækre og asociale fælleskøkkener. Skidt for dem, men godt for mit humør!
Den 8. august 2018 kørte jeg sammen med min veninde Anna af sted mod Larvik-færgen i Hirtshals, vi ankom sent om aftenen til Annas værelse, hvor vi overnattede indtil næste morgen hvor vi kunne få nøglen til mit værelse.
Jeg har sjældent været så overvældet som de første dage jeg var i Oslo, og mit humør blev ikke bedre, da jeg opdagede at mit såkaldte ”rullestolstilrettelagte” værelse havde en 10 cm høj kant indtil det mest kørestolsvenlige badeværelse – lidt komisk.
Det slog mig dog på det tidspunkt lidt ud, og med gråd i stemmen måtte jeg for første gang begå mig på dansk/norsk over telefonen til SIO, og forklare dem at det altså langt fra var holdbart i længden. Deres løsning blev en rampe det tog de første fem cm af kanten, og det var ligesom det – min ’glæde’ blev dog heller ikke mindre da jeg den første nat kunne konstatere at min hoveddør ikke kunne låses, typisk!
Min redning skulle vise sig at være en sød norsk pige der efter min lille tudetur, slog et opslag op på studiebyens Facebook-side. Hun fremlejede sit værelse i en af de nye bygninger, og som var uden kant indtil badeværelset – det føltes på daværende tidspunkt som en gave sendt fra himlen, og allerede fem dage efter jeg var ankommet til Oslo flyttede jeg ind i det mindste men fineste værelse.
En sommerdag på Lindøya, Oslo
Vi var i alt fire danskere fra mit studie der var kommet ind på universitetet i Oslo, og vi tilbragte utrolig meget af vores tid sammen indtil vores studie startede mandag den 13. august. Det var virkelig en gave at vi kendte hinanden, for vi kunne hurtigt konstatere at der måske er noget om snakken når udlændinge siger, at danskere er meget reserveret – det var i hvert fald tydeligt at se hvem der kom fra mere ’snaksalige’ lande.
Vi havde inden ankomst til Oslo, fået af vide af tidligere danske udvekslingsstudenter, at danske udvekslingsstudenter ville blive tilknyttet norske fadder-grupper (intro-grupper). Det var vi alle meget glade for, for så var vi sikre på at vi ikke ville ende i samme vennegruppe. Det viste sig dog, at man havde lavet om på reglerne på det ’utdanningsvitenskapelige fakultet’, så man nu havde lavet en stor fadder-gruppe med alle udvekslingsstudenterne.
Vi skulle mødes i et lokale mandag morgen, og vi blev noget paf da vi kunne konstatere at der udover os fire danskere var kommet en fra Østrig og en fra Australien. De viste sig dog at en større gruppe var gået forkert, så glæden var stor da en gruppe på 10-15 personer kom gående ind ad døren.
En fordel ved at være dansker i Norge er at man hurtigt bliver dus med norsk. Det var virkelig en succes at opleve hvor hurtigt man som dansker bliver vant til at begå sig i det norske sprog, både med at forstå det, men også med at tilpasse sit danske sprog til norske vendinger. Jeg havde tre forskellige fag på universitetet, hvor to af dem var på norsk.
Til min skræk var min første undervisningsgang på mit fag ’utdanningspolitikk og reformer’, hvor underviseren var en ældre dame fra Nordnorge, med den hæseste stemme og tykkeste dialekt. Alt blodet forsvandt et kort øjeblik fra mit hoved, da hun begyndte og snakke og jeg absolut intet forstod! – til min glæde fandt jeg dog efterhånden ud af, at det gjorde ingen af mine medstuderende heller ikke. Det krævede dog bare lidt tilvænning, og efter få uger forstod man (stort set) alt hvad hun sagde.
På toppen af Bergen
Jeg måtte allerede i starten konstatere at Oslo er en by med mange og stejle bakker og derudover så var en af de foretrukne socialiseringsaktiviteter blandt udvekslingsstuderende vandreture på fjeldene. Det blev endnu en kamel at sluge for mig.
På den anden side var det også utrolig sundt for mig at opleve, at der bare er ting jeg ikke kan, og så må jeg simpelthen få det bedste ud af det. Det gjorde at jeg ofte tog med mine venner på ture rundt i Norge, og når de så ville på vandreture, så måtte jeg enten følge med dem så langt som jeg kunne, eller vente på dem hjemme i hytten.
En af de første ture vi var på, var til Bergen, heldigvis var jeg blevet rigtig gode venner med Laura fra Østrig og Christine fra Danmark, og ingen af os havde lyst eller mulighed for at tage på vandreture. Derfor blev vi dem der sørgede for aftensmad og nybagte boller, og derudover tog vi på en masse museer. Heldigvis var der enormt godt vejr i Bergen den weekend.
Et lille rejsetip til Bergen er helt klart at tage Bergen-banen frem og tilbage fra Oslo, det er en togtur på omkring 8 timer, men helt sikkert også noget af det smukkeste jeg har set – og handicapvenligt.
At rejse med kørestol i Norge viste sig generelt at være virkelig nemt, flyselskabet Norwegian er super veletableret og alle busserne jeg mødte rundt omkring i Norge var alle tilrettelagt til kørestole.
Jeg var så heldig at jeg igennem OIFE-youth havde lært Lars fra Norge at kende, han bor og studere i Oslo, og gav mig en masse fifs til at begå mig i den offentlige transport i Oslo – det er blandt andet gratis når man sidder i kørestol, hvilket er super god service!
En anden tur vi var på, var en guidet tur til Sognefjordsområdet. Turen var planlagt af ESN Oslo, som er Erasmus’ sociale netværk. Efter jeg havde bestilt billetten sammen med nogle venner, skyndte jeg mig at skrive til arrangørerne af turen.
Sognefjorden – Flåm, Norge
Turens program lød på en masse vandreture, men som jeg kunne læse ud af programmet ville alle turene starte og slutte samme sted - altså jeg ville bare kunne vente på dem, de gange hvor det ikke var muligt for mig at deltage. Jeg gjorde meget ud af at i min mail, kom til at lyde som om, at jeg selv var 100 pct. sikker på at det her, det kunne jeg sagtens være med til – og heldigvis var arrangørerne af samme overbevisning.
Jeg vidste jo, at jeg havde fire af de bedste venner med mig, som selvfølgelig ville sørge for, at hjælpe mig i de situationer hvor jeg havde brug for en hånd.
Turen skulle vise sig at være en af de største oplevelser jeg fik i Norge, den tog mig og mine hjul tæt på den storslåede norske natur, og det viste sig kun at være to små vandreture jeg ikke kunne deltage i – de andre steder blev jeg hjulpet af alle deltagerne, uanset om de kendte mig eller ej.
Selvom både Bergen og Sognefjordsturen var utrolige oplevelser, så var det også en kæmpe oplevelse i sig selv at bo i Oslo. Oslo er en virkelig smuk by, og hvor du kun er max 20 min væk fra smuk norsk natur.
Byen var relativ handicapvenlig, men igen var det et must at have overarme af stål for at kunne klare nogle af bakkerne inde i byen! Derudover var t-bane systemet lidt en jungle at finde rundt i, for det første fordi der nogle steder var 30 cm mellem tog og perron og 10 cm kant ind i toget, og for det andet fordi der i stedet for elevator ned til togene, mange steder var stjejle ramper i stedet.
Mig på tur i en snedrive i Tromsø
Tiden i Norge bød også på en meget spontan weekendtur til Stockholm, men jeg må dog også indrømme at alle oplevelserne blev toppet de sidste 14 dage jeg befandt mig i Norge. Vi havde nemlig sammen i intro-gruppen bestilt en rejse i fem dage til den arktiske hovedstad, Tromsø.
Igen gik min bekymring på mange OI-relaterede ting, er der for meget sne til jeg kan komme rundt? Er det for glat? Er der for mange bakker? Vil folk hjælpe mig når jeg har brug for en hånd osv?
Igen må jeg konstatere at alle mine bekymringer blev gjort til skamme. Ja, der var meget sne, ja det var enormt glat, ja der var mange bakker (kombinationen af bakker og 10 cm ren is på vejene er måske noget min mor bare skal glemme) – men igen glemte jeg den helt essentielle ting, der var nemlig ikke kun en hånd der ville hjælpe mig, der var 10 sæt hænder! De trak og skubbede mig op ad den stejleste isglatte vej for at få mig med op på en fjeldside, og igen skubbede og trak fire mand mig gennem 20 cm uryddet sne for at få mig med ned på en strand, i -10 grader og stærk storm, for at se nordlys.
Nordlys
Det beviste for mig endnu engang at verden er fyldt med hjælpsomme folk, og bekræftede mig i, at det var guld værd at vores uddannelseskoordinator fik sparket mig i af sted. Det blev også meget tydeligt for mig, at selvom OI ofte kom til at fylde rigtig meget i mine tanker op til turene, både selve udvekslingsturen, men også de ture vi tog undervejs, så viste det sig altid at det overhoved ikke var det, jeg fokuserede på mens jeg var af sted.
Komisk nok, så var den største udfordring jeg oplevede på mit udvekslingseventyr, at brandalarm gik af mindst en gang om ugen – og her snakker vi altså evakuering fra 8. sal og en elevator der stoppede med at køre – det var fandme hårdt at kravle ned af så mange trapper, men det gav mig til gengæld de største armmuskler jeg nogensinde har haft!
Som Matilde skrev i sidste udgave af OI-stafetten:
”Hvis der er vilje, er der også en vej. Som OI’er er det måske ikke altid den lige vej, men i stedet en snoet og mere kringlet vej man må tage” – og det må jeg give hende så uendelig meget ret i!
Mit udvekslingseventyr gav mig mange oplevelser og opdagelser, men den største opdagelse for mig, var helt afgjort at finde ud af, hvor meget jeg egentlig er i stand til at klare. Det har givet mig en kæmpe tro på at verden er et godt sted, uanset om man har brug for én hånd eller ti hænder for at komme rundt. Jeg tror, at det er enormt vigtigt, især som OI’er, at kaste sig derud hvor man ikke altid kan bunde, fordi det vil uanset antallet af brud være en kæmpe oplevelse!