Min mor viste mig for nylig et læserbrev, som hun for mere end 30 år siden, skrev til den lokale avis. Her kritiserede hun, at den nybyggede folkeskole, hvor jeg gik, var blevet opført med trapper, uden elevator og uden hensyntagen til nuværende eller kommende elever med handicap.“Tænk på de bevægelseshæmmede, der i fremtiden bliver udelukket for de ting, I og jeres børn tager som en selvfølge,” lød det i læserbrevet.
I dag 30 år senere har samfundet heldigvis gjort fremskridt, når det kommer til tilgængeligheden, men vi har stadigvæk lang vej igen.
Læserbrevet mindede mig derfor om, at tilgængelighed ikke er en selvfølge. Noget som står stadig mere klart for mig, efter at jeg er blevet ældre og er flyttet til storbyen, hvor man på en og samme tid konfronteres med et liv fyldt med muligheder og fysiske begrænsninger.
Det vil jeg gerne fortælle mere om. Men lad mig først starte med at præsentere mig selv.
Jeg hedder Jacob, jeg er 40 år og jeg kommer oprindeligt fra den lille sydjyske stationsby, Vamdrup. I dag er Nørrebro i København dog mit hjem, og her har jeg de seneste 17 år boet i min egen lille lejlighed.
Jeg har læst journalistik og socialvidenskab på Roskilde Universitet, og i dag arbejder jeg som journalist på et medie, der hedder Computerworld, hvor jeg skriver om den danske it-branche.
Mit liv er i dag markant anderledes, end da jeg i starten af årtusindet flyttede fra Jylland. Dengang tænkte jeg kun sjældent over de fysiske begrænsninger, der var forbundet med et liv som kørestolsbruger.
Da jeg var barn, havde jeg som regel en forælder eller en hjælper, der stod klar til at hjælpe, når der var en trappe, en kantsten eller anden forhindring på min vej.
Da jeg blev lidt ældre var det vennerne, der gav en hånd, når jeg skulle op ad trapper under en bytur, eller hvis jeg skulle til en privatfest i en lejlighed uden elevator.
Men i mit voksenliv er jeg blevet stadig mere opmærksom på samfundets mange fysiske begrænsninger.
For når du pludselig skal søge job, have et arbejdsliv til at fungere eller forsøger at finde en partner, kommer dit handicap i fokus på helt nye måder.
Man opdager eksempelvis, at langt fra alle arbejdspladser er indrettet tilgængeligt, og når man skal møde en ny date for første gang, så bliver man pludselig enormt opmærksom på, hvilke af byens barer, der har niveaufri adgang og toiletter i stueplan.
For hvis man gerne vil fremstå selvstændig, så er det ikke optimalt at skulle bede hverken en date eller en kommende arbejdsgiver om hjælp første gang i mødes
En af de overraskende erfaringer, som jeg har gjort mig i mit voksenliv er, at jeg under ferier i USA har konstateret, at selvom et liv med et handicap givetvis er betydeligt hårdere i det amerikanske samfund, så er de stadigvæk langt foran den danske velfærdsstat, når det gælder den fysiske tilgængelighed.
Når du i det offentlige rum i USA støder på en trappe, er det aldrig et spørgsmål, om der er en rampe eller en elevator. Det handler blot om at finde ud af, hvor den er. På samme måde er amerikanske hoteller også underlagt et lovkrav om, at de skal have kørestolsvenlige værelser. I det hele taget er tilgængelighed i langt højere grad vævet ind i den amerikanske infrastruktur.
Vender vi blikket tilbage mod Danmark, ser det helt anderledes ud. Jeg sidder og skriver de her linjer, mens jeg drikker en kop kaffe og nyder en croissant hos min nærmeste surdsdejs-pusher (skud ud til Bageriet B på Haraldsgade, der helt uopfordret etablerede niveaufri adgang i sommer), men realiteten er, at det et af relativt få steder på Nørrebro, hvor jeg selv kan tage hen for at drikke en kop kaffe uden at skulle have hjælp for at komme ind.
På samme måde blev det for få år siden påvist, at blot 13 ud af 31 butikker på Strøget i København var tilgængelige i kørestol
I efteråret var jeg med i et indslag på TV2 Lorry, hvor jeg påpegede den dårlige tilgængelighed på min lokale metrostation. Her er der blot en enkelt smal adgangsvej hen til elevatorerne, som ofte er blokeret af cykler, løbehjul eller smadrede flasker, og det står ikke meget bedre til på andre metrostationer, hvor der flere steder er etableret elevatortårne midt på brostensbelagte pladser.
Jeg forundres derfor stadigvæk over, at man i dag opfører milliardstore anlægsprojekter med små og store tilgængelighedsproblemer, som vil være åbenlyse for de fleste kørestolsbrugere.
Det illustrerer med al ønskelig tydelighed, at øget tilgængelighed ofte kan etableres uden at det koster en formue. Mange store fremskridt kan opnås gennem rettidig omhu og øget opmærksomhed om problemerne.
Jeg har derfor også selv måtte erkende, at tilgængelighed ikke er noget som falder ned fra himlen. I USA er det noget, som er blevet opnået gennem mange års kamp. En kamp som blandt andet bliver beskrevet i den glimrende Netflix-dokumentar Crip Camp, og en kamp som kulminerede med vedtagelsen af den banebryderende Americans With Disabilities Act i 1990. I øvrigt samme år, som min mor skrev det læserbrev, som jeg startede denne artikel med.
Lad mig derfor også afslutte med en opfordring om, at vi alle husker at råbe op, når vi støder på manglende tilgængelighed. For sammen kan vi ændre verden. En høj kantsten ad gangen.
