Diagnoseforeningen Dansk Forening For Osteogenesis Imperfecta, DFOI, er til for at øge opmærksomheden på den sjældne sygdom, der for de fleste kendes som medfødt knogleskørhed. Langt under 1.000 danskere lever med sygdommen, som kan føre til mange knoglebrud og udfordringer med hjerte, lunger, nyre og øjne.
Foreningen DFOI har i bestræbelserne på den øgede opmærksomhed indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, hvis støttekroner blandt andet skal være med til at dække omkostninger til informationsmateriale og sociale arrangementer.
”Sponsoraftalen betyder, at det bliver lidt lettere at gøre det, som vi gerne vil med foreningen,” siger formand i DFOI, Karsten Jensen.
Sammenholdet i foreningen er i højsædet, og det er vigtigt at samle medlemmerne, så de har mulighed for at erfaringsudveksle. Pengene skal derfor også bruges til familiekurser, sommerlejr og små pop-up events.
”Det er vigtigt for medlemmerne bare at mødes. Der er en intern forståelse, som de ikke møder andre steder. Til de sociale arrangementer i foreningen møder de ikke mærkelige blikke,” siger Karsten Jensen.
Udøver at øge opmærksomheden er foreningens formål at udøve rådgivende, oplysende og hjælpsom virksomhed til alle, der har Osteogenesis Imperfecta og deres familier.
Aftalen med OK er simpel. Man kan støtte foreningen med flere øre for hver liter, der tankes hos OK eller for hver kWh der lades. Det koster ikke ekstra at tanke eller lade bil, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sin OK app til DFOI’s sponsoraftale, så gives støtten, uanset om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.
Foreningen modtager ekstra støtte når man som kunde ved OK benytter flere af deres services.
”Lige nu har mere end 1800 forskellige foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode projekter og initiativer og er med til at gøre en forskel og løfte det store arbejde, som mange ildsjæle udfører i lokalsamfundet,” siger Steffen Toft Spiele, CSR-ansvarlig i OK.