Af: Ninna Nielsen.
Hej Ninna. Fedt, at du vil være med i Stafetten. Kan du begynde med at fortælle lidt om dig selv?
Jeg er 30 år gammel og er opvokset i Grindsted hos mine kære forældre og mine fire ældre søskende. Det betyder, at der altid har været gang i den, og i dag er familien blevet udvidet med ni niecer og nevøer, hvilket er fantastisk. I dag bor jeg i Aarhus med min kæreste Alexander, der arbejder som it-konsulent i Aarhus Kommune.
Jeg blev selv uddannet som socialrådgiver i 2019 og har siden arbejdet som socialrådgiver inden for beskæftigelsesområdet i Syddjurs Kommune. Et område, jeg synes er rigtig spændende.
Hvad er din historie med DFOI? Hvordan kom du ind i foreningen, og hvad har det betydet for dig og din familie?
Ud over mig er der ingen i min familie, der har OI. Det var derfor også et chok for mine forældre, da jeg blev født hele tre måneder for tidligt. Der var heldigvis en skarp læge i Esbjerg, som dengang i 90’erne lynhurtigt kunne konstatere, at der her var tale om et barn med OI.
Jeg har fået fortalt, at vi “kom med i klubben” meget hurtigt. Jeg ikke bare tror – nej, jeg ved – at OI-foreningen har haft afgørende betydning både for min udvikling, men også for mine forældres tilgang til sygdommen. Jeg tror på, det er vigtigt at være del af et fællesskab, man kan spejle sig i, når man ikke er født, som folk er flest.
Hvad er dit bedste minde med DFOI?
For mig vil sommerlejrene i Marienlyst altid stå som utrolig stærke og gode minder. Der var ræs på mini-crosserne til sent ud på aftenen, fest i teltet, og de største is i Danmark fandtes der. Derudover har jeg i de senere år deltaget i en del OIFE Youth Events rundt om i Europa. Det er altid en fest fra start til slut, og jeg kan kun opfordre andre til at tage af sted. Der er altid plads til nye ansigter.
Jeg ved, at du både er engageret i powerchair hockey, og jeg tror også, at jeg på Instagram har set dig både sidde på en motionscykel på din altan. Hvad betyder sport og træning for dig?
Jeg har altid elsket sport, og som barn var jeg i lang tid misundelig på mine søskende, der både spillede håndbold og fodbold. Misundelsen aftog, da jeg selv blev introduceret for el-hockey. Det er en holdsport, der spilles i speciallavede elektriske stole, der styres med joystick. Igennem el-hockey fik jeg venskaber for livet og mange gode oplevelser til stævner og turneringer, og det var også derigennem, jeg mødte min kæreste Alexander.
I dag er især cykling den motionsform, jeg altid vender tilbage til. Det er helt korrekt, at jeg har valgt at sætte min motionscykel ud på vores altan. Det giver mig god motion, frisk luft og flotte solnedgange, mens mine naboer får et godt grin. Tippet er hermed givet videre.
Du er kærester med Alexander, der har muskelsvind. Hvad har mødet med en person med en anden type handicap og deres patientforening lært dig?
Jeg synes, det er skønt og givende både at deltage i arrangementer hos Muskelsvindfonden og i DFOI. Selvom Muskelsvindfonden er større og har flere ressourcer end DFOI, er det grundlæggende formål det samme - at støtte og rådgive patienter og pårørende.
Og netop dét med at støtte og skabe et trygt rum for medlemmerne, synes jeg, begge patientforeninger formår. Jeg synes, at de i Muskelsvindfonden er gode til at tænke ud af boksen og være modige, når de arrangerer nye events. Et af deres nyere tiltag hedder eksempelvis “Gin og Croquis”. Til forskel fra almindelig croquistegning er modellerne personer med “skæve” kroppe, som hylder et bredere skønhedsideal. Jeg ved, at de også har været rundt med dette event på mange af landets ungdomsuddannelser. Det er sådan noget, jeg synes er fedt, fordi det er med til at skabe debat og nedbryde fordomme.
Hvordan synes du, at vi i OI-fællesskabet kan blive bedre til at hjælpe hinanden?
Jeg synes grundlæggende, vi har en rigtig god patientforening. Jeg synes, vi skal blive ved med at lave hyggelige og gode arrangementer, men vi skal også turde at udfordre hinanden og tale om det, der kan være sårbart. Det er nemlig dét, der gør, at vi udvikler os – både individuelt og i fællesskab.
