Mikkel Krøjer Svendsen, 0ktober 2025.
Han har fået overrakt depechen efter Ninna Nielsen, der havde den i sidste nummer.
Mikkel Krøjer Svendsen er 28 år, elsker musik og bor i dag I Aarhus. I denne udgave af stafetten fortæller han blandt andet om, hvordan det både har været “røvirriterende” at se andre med OI lykkedes med ting, som han selv har været udfordret af, men også om hvordan det samtidig har givet ham appetit på at prøve endnu hårdere.
- Hej Mikkel. Tak fordi du vil være med i stafetten. Kan du lægge ud med at fortælle kort om dig selv? Hvor er du opvokset, og hvad bruger du din tid på?
Jeg er opvokset på Bornholm hos mine søde forældre og dejlige lillesøster. Min barndom var god, selvom den var præget af brud, indlæggelser og smerter. Jeg kunne sjældent være med til sport eller de sociale ting i skolen, og pigerne var mere optaget af fodbolddrengene end af mine vittigheder. Til gengæld fandt jeg musikken og bøgerne – og dem kan jeg ikke forestille mig at leve uden i dag.
Jer i OI-flokken lokkede mig med på idéen om at tage på efterskole i Aarhus. Det huede ikke mine forældre (undskyld, mor!), men jeg gjorde det alligevel – og det var en af de bedste beslutninger i mit liv. På efterskolen var jeg ikke bare “Kørestols-Mikkel”, men “Guitar-Mikkel”. Fuck, det var fedt. Også selvom jeg brækkede nakken på dag to, fordi jeg ræsede lidt for hurtigt til frokost (igen undskyld, mor).
I samme ombæring forelskede jeg mig pladask i Aarhus, hvor jeg nu har boet i fire år. Jeg er stadig vild med byen, selvom den kan være besværlig at komme rundt med kørestol, og jeg lærer nok aldrig at forstå de lokales fascination af Ceres Top. Alligevel har jeg fundet mig godt til rette her. Min tid går med studie, studiejobs og venner. Og så ringer jeg selvfølgelig ofte hjem for at irritere min lillesøster.
- Jeg ved, at du læser kognitionsvidenskab i Aarhus. Hvorfor faldt valget netop på det studie, og hvordan har OI påvirket dit uddannelsesvalg?
OI har haft en kæmpe indflydelse på mit uddannelsesvalg – både fordi jeg må tage hensyn, som mine medstuderende ikke behøver, og fordi den har formet mine interesser.
Jeg begyndte på statskundskab i Aarhus, fordi jeg ville gøre en forskel for handicapsagen. Jeg drømte om at levere skarpe politiske budskaber til Danske Handicaporganisationer eller reformere Kommunernes Landsforening indefra. Men jeg følte mig aldrig helt hjemme på studiet, og selvom undervisningen var spændende nok, var hverdagen hård. Studiet krævede mere, end jeg kunne balancere med mine kroniske smerter – i hvert fald hvis jeg også ville have et socialt liv, komme i træningscenteret og måske endda vaske tøj i ny og næ. Jeg spekulerede også på fremtiden som færdiguddannet: Hvad fanden gør jeg, når kalenderen er fyldt med møder, men kroppen ikke kan følge med?
Vil jeg overhovedet have overskud til at kæmpe for handicapsagen i et system, der alt for ofte modarbejder os?
Samtidig var jeg en af de ældste på min årgang. Efter gymnasiet havde jeg brugt flere sabbatår på operationer i ryg og kæbe, og så skulle jeg jo også have et “rigtigt” sabbatår med arbejde og højskole. Det var derfor ekstra skamfuldt at indrømme, at jeg måske havde valgt forkert. Jeg har altid gjort en dyd ud af at vise, at man godt kan have styr på sit shit, selvom man har et handicap. Så hvad nu hvis folk begyndte at tænke, at ham der i kørestolen måske ikke helt havde styr på sit shit alligevel?
Da jeg ovenikøbet brækkede et ben og skulle kæbeopereres igen-igen, ramte jeg muren. Gudskelov fik min mor sendt mig til lægen (tak, mor!), som diagnosticerede mig med en depression. Det var en bitter pille at sluge, for jeg har altid været stolt af, at selvom min krop kunne gøre vrøvl, så fejlede knoppen ingenting. Men diagnosen var præcis det, jeg havde brug for. Jeg fik hjælp, og langsomt fandt jeg kræfterne og modet til at skifte retning.
I dag læser jeg kognitionsvidenskab (bare rolig, mine forældre ved heller ikke, hvad det er). Jeg nyder min hverdag, og jeg er mindre bekymret for fremtiden. Vi roder en del med computere og tal, hvilket giver mig fleksibilitet til at have dage, hvor kroppen gør ondt, og hvor arbejdet må foregå hjemmefra. Den tryghed betyder meget.
Jeg har heller ikke opgivet at gøre en forskel for handicapsagen. I dag arbejder jeg som studentermedhjælper på et forskningscenter for handicappolitik – ironisk nok arbejder jeg som handicaphjælper for en af centerets forskere. Så jeg står måske ikke forrest på barrikaderne, men jeg håber alligevel, at jeg er med til at gøre en lille forskel.
- Du har fortalt, at du spiller musik. Hvad spiller du, og hvad betyder musikken for dig?
Jeg spiller guitar. Min søster mener, at jeg har elendig musiksmag, men hendes vildfarelse skyldes nok, at jeg primært spiller musik fra før årtusindskiftet. Musikken blev mit alternativ til de andres badmintonklub, og den gav mig et lille fællesskab af andre amatørmusikere at være med i. Og så var det altså fedt at kunne noget, som andre ikke kunne. I dag er musikken stadig min måde at slappe af på, udtrykke mig på og have noget, der er helt mit eget. At spille musik er i øvrigt en meget federe overspringshandling fra læsningen end at doom-scrolle Instagram.
- Hvad er din historie med DFOI, og hvornår og hvordan kom du ind i foreningen?
Min familie og jeg har været med i DFOI så længe jeg kan huske. Vi var fast inventar til årsmøderne og sommerlejrene i mange år, og det var altid en fornøjelse at være sammen med alle jer OI’ere. Jeg har efterhånden forsømt foreningen i nogle år, men mine forældre deltager stadig ofte, så mange af jer har sikkert stiftet bekendtskab med dem.
- Hvad har foreningen betydet for dig, og hvad er dit bedste minde?
Foreningen har betydet utroligt meget. Det har været guld værd at være en del af et fællesskab, hvor vi kunne spejle os i andre. Jeg kunne snakke med andre børn om skolelivet, og mine forældre kunne dele erfaringer om hjælpemidler, behandlingsforløb og kommuneklager. Og måske vigtigst af alt: DFOI har været et frirum, hvor vi ikke behøvede at forklare alting.
Måske er det netop derfor, at det er svært at vælge ét minde som det bedste. Jeg har været i forlystelsesparker, hørt musik på Grøn Koncert og rejst til Spanien. Men det bedste har alligevel været den ro, der fulgte med at være omgivet af mennesker, der forstår, hvordan det er at have OI.
Samtidig er det ofte jer i DFOI, der har vist mig vejen frem. I inspirerede mig til at tage på efterskole og højskole. Og I lærte mig, at herregud, vi kan ikke altid være med på lige fod med alle andre. Men så kan vi så meget andet. Det er nok den vigtigste lektie, jeg har fået med fra DFOI.
Jeg må også indrømme, at DFOI til tider har været røvirriterende at være en del af. Det har været hårdt at se andre OI’ere lykkes med ting, som jeg selv har kæmpet med. Men selv den misundelse har haft værdi. Den har givet blod på tanden: Hvis I andre kan, så kan jeg fandme også.
Og nu hvor jeg tænker over det… mit bedste minde må alligevel være dengang i Kattegatcentret, hvor vi sov ved siden af et kæmpeakvarium, og min mor blev plasket til af en rokke midt om natten.
- Hvordan synes du, at vi i OI-fællesskabet kan blive bedre til at hjælpe hinanden?
Jeg synes faktisk, at vi gør meget rigtigt i OI-fællesskabet. De ting, jeg selv kunne savne, er allerede blevet nævnt i andre stafetter. Blandt andet fokus på psykologhjælp, sparring om livet i 20’erne og snak om smerter, der ikke er relateret til brud. Men helt ærligt: Jeg har jo selv forsømt at være aktiv i noget tid, så det er næppe mig, der skal diktere, hvad vi skal gøre anderledes. Når jeg har manglet noget, har det skyldtes, at jeg ikke selv har rakt ud. For fællesskabet er jo åbent, hjælpsomt og klar til at tage imod. Og det er måske det allerfineste ved vores forening.
