Stor interesse for Guldkundeundersøgelsen: Tak for din deltagelse!
Mandag den 16. juni deltog DFOI i det fælles formidlingsseminar om Guldkundeundersøgelsen, som blev afholdt af Sjældne Diagnoser i samarbejde med VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Mange havde fundet vej til Handicaporganisationernes Hus, og endnu flere deltog online, da seniorforsker Steen Bengtsson fra VIVE præsenterede hovedresultaterne.
Tak til alle jer, der var med – både jer, der fulgte med fra salen og jer, der deltog digitalt. Det var en vigtig anledning til at få indblik i, hvordan mennesker med sjældne sygdomme oplever deres kontakt med myndigheder, sundhedsvæsen og andre dele af det offentlige system.
Hovedrapporten og et kort resumé af undersøgelsen er kan hentes her:
• Hovedrapport
• Resumé
Foreningssvar på vej – men først efter sommerferien
Der er mange mange medlemsforeninger de ser frem til at få adgang til egne data – og det gælder naturligvis også os i DFOI. Som tidligere meldt ud, vil alle foreninger med mindst 15 besvarelser få en særskilt foreningsrapport. DFOI mønstrede 22 besvarelser så vi modtager også en særskilt rapport senere.
Hvorfor er undersøgelsen vigtig?
Guldkundeundersøgelsen er et banebrydende initiativ, der sætter fokus på sjældne sygdommes vilkår i mødet med det offentlige Danmark. Undersøgelsen giver stemme til mennesker, der ofte falder uden for de store patientgruppers opmærksomhed – og netop derfor er det så vigtigt at få dokumenteret erfaringer og behov, både på individ- og systemniveau.
DFOI er medlem af Sjældne Diagnoser og bakker fuldt op om indsatsen for at skabe bedre forståelse, mere fleksible løsninger og mere menneskelige forløb – for børn, unge og voksne med osteogenesis imperfecta (OI) og deres familier.
Det er tredje gang der er lavet en Guldkundeundersøgelse og DFOI har været med hele vejen. Undersøgelsen er direkte sammenlignelig da, der foruden nye spørgsmål, er stillet de samme spørgsmål i hele forløbet.
Guldkundeundersøgelsen 2025 viser med stor tydelighed, at der fortsat er langt igen, før personer med sjældne sygdomme og deres familier oplever en reel ligestilling i mødet med sundheds- og socialsystemet. Resultaterne er tankevækkende:
- Kun 25 pct. af voksne og 32 pct. af børnefamilierne oplever, at de sociale tilbud dækker deres behov fuldt ud eller i høj grad.
- 49 pct. af de voksne med sjældne sygdomme og 35 pct. af forældrene får først information om sociale rettigheder mere end et halvt år efter diagnosen. Over 70 pct. af de sjældne har selv måttet finde frem til relevant information.
- Hver tredje voksen med en sjælden diagnose har fået afslag på at tegne en forsikring.
- Forskelsbehandling opleves af over 40 pct. – oftest i mødet med institutioner eller forsikringsbranchen.
- Når diagnosen er særligt sjælden, er udfordringerne endnu større.
