Af: Kristine Holm Laursen, 2021 juni.
Mit navn er Kristine Holm Laursen, men kald mig bare Krisser. Jeg er 26 år gammel, læser til fysioterapeut, arbejder i en løbeklub og min ”coping-strategi” er løb, så derfor løber jeg ret meget.
Jeg er skyggebarn og kan nikke genkendende til mange af de nævnte ting. Når det står sort på hvidt, så lyder det ikke særlig sjovt. Livet som et skyggebarn bliver tit beskrevet som noget negativt og en situation, hvor man altid vil være nummer to og ofte er svigtet af de helt store følelser.
Det synes jeg er ærgerligt! Fordi; selvfølgelig vil jeg altid ønske, at min søster var rask, og at jeg aldrig skulle se hende i smerter igen. Men jeg er stolt af at være skyggebarn. Det har gjort mig til den jeg er i dag. Det har gjort mig stærk og det har gjort mig til noget helt særligt!
Når jeg tænker tilbage på mit barndomsliv med en søster med en sjælden sygdom husker jeg først alle de gode ting. Jeg husker da vi var i Disneyland med Ønskefonden, da vi fik penge til et akvarie og alle de gode tider vi har haft sammen.
Derefter kommer alle de andre tanker. Især et minde fylder meget eller faktisk er det ikke ét minde, men flere minder fra samme situation. Jeg husker tydeligt alle de gange min mor glad er kommet ind på mit værelse og med glæde i stemmen fortalte, at nu blev min søster udskrevet og nu ville de alle være hjemme. Jeg hadede det! Jeg vidste udmærket godt, at det var for tidligt at blive udskrevet. Igen!
Det var nemlig ikke første gang, at min søster blev udskrevet tidligt og tog alle bekymringerne og smerterne med hjem, hjem i mit ”safeplace”. Ofte var hun stadig meget plaget af smerte og der blev altid en trykket stemning hjemme. Jeg kan stadig mærke at jeg får en klump i halsen, når jeg tænker på det. Fordi for mig var det pludselig ikke ”mit hjem”, da det ikke føles som helle eller et trygt sted mere, min søster har aldrig været typen der skreg eller græd af smerter, hun har været stærk, men alligevel var der altid en helt bestemt stemning, som er svær at beskrive som andet end trykket.
Gang på gang blev min søster også indlagt igen efterfølgende, fordi hun blev syg igen eller smerterne tog til. Det var altid et dilemma, fordi jeg forstod udmærket godt, at mine forældre og søster ikke gad bo på hospitalet, men samtidigt var det langt over min grænse, at tage smerterne, bekymringerne og den tryggede stemning med hjem i det, som også var mit hjem.
Personligt har jeg udviklet en bestemt coping-strategi, nemlig løb. Det er vel en form for fortrængning, hvor jeg prøver at flygte/løbe fra virkeligheden. Alligevel vil jeg anbefale alle skyggebørn at finde en hobby, noget de brænder for og et sted, hvor de kan få lov til at være dem selv og ikke ”Maries søster”.
Jeg har helt sikkert i flere år brugt løb på en farlig måde, hvor jeg har løbet fra mine bekymringer og følelser uden at tage stilling til, hvorfor jeg gjorde det. Det var først da jeg i en undervisningstime lærte om copingstrategier, at det gik op for mig, hvad jeg løb fra. Efter jeg er blevet bevidst om det, så har det virkelig været en øjenåbner. For mig er det vigtigste, at jeg til løb bliver set som ”Krisser” og ikke ”Maries søster”.
Folk kender mig for den jeg er, og ikke fra min søster historie. Folk anerkender mig for min indsats og ikke for min søsters. Her føler jeg, at jeg er mig og ikke står i skyggen af nogen som helst! Det betyder ikke, at jeg synes alle skal begynde at løbe, men at det at fordybe sig og dygtiggøre sig har været meget vigtigt for, hvordan jeg har håndteret og copet med dårlige dage.
Selvom jeg nu har det godt og trives, så er det ikke altid let at se sine nære i smerte eller kede af det. Jeg mindes stadig de situationer, hvor man føler sig utrolig magtesløs og utilstrækkelig som pårørende. Det er frygteligt at stå som tilskuer uden at kunne gøre til eller fra. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne tage bare nogle af smerterne.
Ikke nok med at man bare står og kigge på at ens søskende har smerte, så gør det også altid ufattelig ondt at se ens forældre bekymre sig og være kede af det. Som søster har jeg altid forsøgt at opretholde facaden hjemme, når min søster var indlagt.
Ofte blev jeg passet af mine bedsteforældre, men da jeg blev gammel nok til at være alene hjemme, så kom mine forældre skiftevis hjem og spiste med mig. Her forsøgte jeg altid at lave mad til dem og være positiv, men det var jo spil for galleriet.
Selvfølgelig fordi jeg også var kunst inden i over, at min søster var indlagt. Jeg hadede uvisheden, tvivlen og bekymringerne.
Heldigvis har min søster og jeg altid haft et helt særligt bånd. Vi har kunnet læse hinanden uden at sige noget og vi har altid kunnet smitte hinanden med god energi og godt humør. Jeg er utrolig stolt af Marie, min søster, og hun er en af mine bedste veninder i dag. Jeg kunne aldrig finde på at “blame” hende for noget og jeg ved, at hun altid vil være der for mig, hvis jeg en dag blev syg eller kom til skade.
