Personlig beretning om at være hjælper i Folkeskolen

Af: Marianne Ramsgaard

 

Det er februar måned. Klokken er 06.42 og der tikker en SMS ind: ”Godmorgen - så er der sne igen, kan du hente Maja? kh Berit”. Ja, selvfølgelig - vi ses… kh Marianne”

Kommunikation er vigtigt, og særligt hvis man har et barn med OI i svær grad. Hverdagen skal fungere og det gør den. Men, det kræver at der bliver kommunikeret rigtigt og rigtig meget, og derfor har jeg også en daglig kontakt til Berit enten skriftligt, mundtligt eller personligt. 

De fleste der læser dette indlæg kender sikkert familien Landbo. Til jer, der ikke kender familien, så bor de i Horsens. De består af far (Claus), mor (Berit) og Daniel på12 år og Maja på 14 år. Maja har osteogenesis imperfecta type III. Maja har været i gennem mange operationer og knoglebrud. Hun bruger kørestol.

Jeg hedder Marianne og er Majas hjælper på Bankagerskolen, en folkeskole i Horsens. Jeg blev ansat da hun gik i 1. Klasse og nu går hun i 8. Klasse, så vi kender efterhånden hinanden - ret godt… 

Mit job som hjælper har ændret sig meget i takt med ,at Maja er blevet ældre og derved meget mere selvhjulpen. 

Idèen med at skrive om mit job er egentlig, hvis andre kunne få gavn og glæde af de erfaringer jeg har gjort mig igennem årene, og hvis der sidder nogle ældre med OI derude, som er gået ud af folkeskolen eller bare har nogle gode indspark til en nemmere hverdag i skolen, så er I mere end velkommen til at skrive til mig. Det vil komme Maja og måske andre til gavn…

Jeg tror faktisk ikke jeg kunne ønske mig en bedre familie at arbejde for. Der er altid styr på tingene og aftaler bliver overholdt, og selvom de ofte er max presset, er der alligevel tid og overskud til også at interessere sig for mig og mine børn. Berit er endvidere super god til at komme med ideer´ og forslag, hvis noget skal ændres eller forbedres i skolen.

I Majas tilfælde er der mange aftaler, med mange forskellige specialister. 

I takt med, at Maja bliver ældre, er der flere små ting som kan klares i skoletiden.

Familien er god til at give ansvaret fra sig, og de stoler på, at det klarer vi selv - Maja og jeg. Det kan f.eks. være tilretning af kørestol, arbejdsstol, blodprøvetagning, fysioterapeut, tandlæge, rønt-gen osv.

Skolen er sådan opbygget, at den er opdelt i forskellige huse, hvor Maja med årene har skullet skifte hus flere gange. Der er mange trapper, og det er selvfølgelig altid en udfordring samt en økonomisk udgift når Maja skal skifte hus. 

Jeg har en dialog med ledelse og pedeller om, hvad der skal ændres og evt. indkøbes inden skolestart og det fungerer fint. 

Da Maja skulle i 4. klasse var skolegården indrettet således, at det faktisk var svært at færdes udenfor uden at blive ramt af en bold. Skolen fik derfor indkøbt et pannabur (boldbane med hegn omkring), hvilket resulterede i en markant reducering af flyvende bolde og løbende børn. Alle har stadig stor glæde af buret, og det gjorde, at Maja kunne færdes mere sikkert udenfor. 

Der er endvidere blevet installeret en trappelift, arbejdsstole, specielle puder, badestol til svømmehallen, tvillingebolde og måtte til træning. Det er vigtigt at Maja hviler ryggen så meget som muligt, og derfor har skolen indkøbt en sofa til klassen. Det gør også, at Maja ret hurtigt kan komme i skole efter en operation, da hun har muligheden for at hvile i løbet af dagen.

På skolen er der en svømmehal, som Maja har benyttet i idrætstimerne, samt i perioder i den store pause. Jeg fornyer bassinprøven hvert år, hvilket gør, at jeg må tage Maja med i svømmehallen alene. Dog er det sådan, at vi nu er til fysioterapeut i idrætstimerne. De øvrige elever skal jo til idrætseksamen, så derfor er det vigtigt, at de følger den obligatoriske idrætsundervisning, og det gør, at de ikke længere kan svømme sammen med Maja.

Maja har gået i den samme klasse siden børnehaveklassen, så de fleste kender hende jo særdeles godt. De er super gode til at hjælpe og generelt tage hensyn, hvis der er noget Maja ikke kan. Ofte er det bare en lille ting, der skal æn-dres for at alle kan være med, og det er både kammerater og lærer efterhånden rigtig gode til at forudse.

I de mindre klasser var veninderne med til at træne og lave de daglige øvelser, og idrætsti-merne foregik i en separat lille spejlsal hvor der så var ca. 5 andre elever. Her blev undervisningen tilpasset, så Maja kunne være med på hendes præmisser. Hvis de andre elever skulle spille ”kids volley” i hallen, havde vi et lille hold i spejlsalen, med et net der var sat helt ned, samt en blød skumbold. Basket ball blev ændret, så kurven var et tøndebånd og ligeledes en skumbold, og rytmisk gymnastik var et lille hold, hvor man sad på en stol og jeg havde lavet en serie til musik osv.

Når Maja lå hjemme efter et brud eller en operation, kom der - efter aftale med klasselæreren, ofte et par veninder hjem til hende i skoletiden. Både for at lave lektier sammen, men i høj grad også for at bibeholde den sociale kontakt til kammeraterne. 

Det er vigtigt for mig med en god og tæt kontakt til Majas lærere. Igen er kommunikation afgørende for om skoledagen bliver god. Det er selvfølgelig særdeles vigtigt i de mindre årgange, og her var jeg en naturlig del af klassen hvilket også gjorde, at Maja ofte tog kontakt til mig i stedet for læreren. 

Det var måske meget naturligt, men ikke hen-sigtsmæssigt, da det var svært for enkelte lærer, at få skabt en god kontakt. Stille og roligt fik vi ændret på nogle ting, og det gjorde at lærer/elev forholdet blev optimalt.

Særligt i indskolingen og på mellemtrinet var det vigtigt, at jeg deltog i teammøder med de lærer, der var omkring klassen. Her blev planlagt em-neuger, ture ud af huset, idrætsdage osv. Derved blev jeg altid informeret og var bevidst om, hvis der skulle ændres lidt, så Maja også kunne deltage. 

I de mindre klasser i frikvartererne skulle der væ-re opsyn hele tiden. I middagspausen var der en pædagog som tog over, mens jeg var til frokost. Det var samme pædagog der var med i idræt, musik og på udflugter. Det var vigtigt det var 2 faste personer som kendte Maja, og vidste hvor-dan hun skulle løftes osv.

Hvert år, lige efter sommerferien, var jeg rundt i de forskellige nye klasser og fortælle om Maja og hendes handicap. Jeg fortalte bl.a. at de gerne måtte holde døren for hende når hun kom, eller holde bolden i ro ude på legepladsen så hun kunne passere. Også vigtigt at holde gangarealerne ryddet for sko, jakker og skoletasker samt bare generelt tage farten af når Maja kom forbi. Mange af børnene havde spørgsmål, som de fik svar på, og det blev godt modtaget af både lærere og elever.

Jeg har også altid deltaget i børnefødselsdage hjemme hos klassekammeraterne, hvis de blev afholdt i SFO-tiden. Skolefesten er også med i kalenderen…

Vi har efterhånden været mange steder rundt i Danmark. Vi har bl.a været i Den Gamle By i Aarhus,  Randers Regnskov, Vilde Vulkaner i Vordingborg (en festival for institutioner med børn i alderen 7-14 år), lejrtur til Vork Bakker ved Vejle, Kattegat Centret, hvor vi sov med hajerne og lejrskole i 7. klasse. 

Sidstnævnte lejrskole gik til Skærbæk Kursus og Fritidscenter. Her boede eleverne i hytter og så kørte vi ud derfra hver dag. Vi var bla. På Vikingecenteret, Blåvand, Tirpitz, Hjemsted Oldtidspark og Ribe. Selve Ribe by er ikke specielt handicapvenlig. Her er brosten overalt samt høje trappesten. Vi var opmærksomme på problemet, men Maja klarede stort set hele turen uden hjælp fra mig. Det var hendes ønske at være så selvhjulpen på denne lejrtur som overhovedet muligt, og da centeret er meget handicapvenligt var det ikke noget problem. Veninderne var der for hende hele tiden, og hjalp i svømmehallen osv. 

Derudover har vi jo gennem årerne været på små ture som f.eks. dyreskue, teater, biografen, skovture , krimimesse på fængslet i Horsens , Naturfags Marathon i Odder og virksomhedsbesøg på bl.a. LEGO og Langenæs Bageriet.

Inden dagen oprinder, tager jeg kontakt til det pågældende sted og spørger lidt indtil hvordan forholdene er med toiletter, trapper, evt. parkering osv. Hvis det ikke ligger langt væk, tager jeg ofte ud og besøger stedet, så er jeg forberedt på hvordan indretningen er, og om der er nogle specielle ting vi lige skal tage højde for.

Da Maja var mindre var hun ikke så snakkesalig når hun skulle møde nye mennesker. Vi skulle have en ny hjælper efter sommerferien, da den forrige skulle påbegynde uddannelse. Jeg spurgte om hun havde mulighed for at være sammen med os et par timer en eftermiddag i uge 27. Så kunne de lige hilse på hinanden og ingen skulle gå hele sommerferien og have sommerfugle i maven.

På daværende tidspunkt boede jeg på et landsted, hvor der bl.a. var en sø. Vi kørte derud, og Maja havde en veninde med. Vi lavede bål, og de fangede en fisk som vi tilberedte over gløderne. Vi ristede skumfiduser og hyggede sammen med den nye hjælper. Det var en super dejlig dag, og jeg tror alle gik på sommerferie med en god mavefornemmelse. Det er jo ikke noget der kræver eller koster noget, men det fungerede bare rigtig godt.

I 2. klasse var hele klassen også på besøg hjemme hos mig. Maja skulle selvfølgelig prøve det samme som de andre elever, og da dagen var omme havde hun sejlet i kano, redet på hest og prøvet svævebanen. Jeg kan stadig huske hvor lettet , træt og glad jeg var da dagen var omme og alt gik godt. 

Hvis der er sne eller glatte veje henter jeg Maja derhjemme og vi kører i bil til skole. Det gør vi også hvis hun skal til fysioterapi eller andet hvor bilen er nødvendig. Maja har nu fået en el stol hvilket har resulteret i en langt større frihed på skolen. Hun klarer det meste selv, og hendes største udfordringer er pt. når hun mangler no-get, eller skal igennem dørene. Det er store tunge manuelle døre, og hvis de åbner indad er det en umulighed for hende at komme igennem.

Vi har en aftale om, at Maja sender en SMS eller ringer hvis jeg skal komme og hjælpe med noget, og hvis ikke hun har brug for hjælp er jeg på Læringscenteret eller andre steder på skolen, hvor der lige er behov for en ekstra hånd. 

Som udgangspunkt vil Maja det samme som de andre elever i klassen, og det skal hun selvfølgelig også hvis det er muligt. Hun gennemførte bl.a. cykelistprøven i 6 kl. ,men da hun meldte sig til skolepatruljen, måtte Claus og Berit skride ind og pointere, at det ikke var hensigtsmæssigt. 

De små elever skal jo føres sikkert over vejen både i sol og snestorm, og det er måske ikke det nemmeste og mest sikre at begå sig i snedriver og glatte veje i et fodgængerfelt- i el stol.

Det er super vigtigt man har en god relation til pedellerne på skolen. De er uundværlige, og uden dem - tja, så var jeg ilde stedt i mange situationer. 

Jeg kan nævne som eksempel da Majas elstol havde tabt en skrue til joystikket. Hun var ude af stand til at styre stolen. Hurtigt fik de monteret stikket igen og Maja kue trille hjem uden problemer. Pedellerne fjerner vægge på toiletterne, så el-stolen kan komme rundt, flytter toiletsæde mm.

Det er svært at nå ned i skoletasken med forholdsvis korte arme og en begrænset bevægelighed, så derfor har de lavet en ”runddel” til Maja´s skoleting.

Ideén kom vist fra en af jer derude i OI-foreningen, med en kasse på et stativ fra en kontorstol. Vi har videreudviklet på denne idé, og det er blevet til en 8 kantet kasse med flytbare rum i en dimension der passer til mapper, computer osv. Den drejer bedre med 8 fremfor 4 kanter og så er kanterne ikke så skarpe hvis de andre elever går ind i den.Dybden er tilpasset så hun ikke skal bruge unødige kræfter på at få fat i tingene.

De har også lavet en plade til at montere på hendes manuelle kørestol. Det gjorde at hun kunne sidde med benet oppe i skoletiden. Kan også spejlvendes så den passede til begge ben.

I sløjdlokalet er der fjernet en metalstang under bordet, så Maja selv kan betjene den stationære stiksav og I madkundskabslokalet har de sat hjul under et lille bord. Her kan stolen komme ind un-der, og hun kan sidde og hakke, snitte og ælte. Hun bruger det også til at hente ingredienser på. 

Det er også pedellerne man snakker med hvis der skal laves ny flisebelægning, så underlaget er nogenlunde jævnt hvor Maja skal færdes. 

De monterer knagerække i højde, så hun selv kan nå - samt ramper og meget mere. Stor ros til pedellerne.

Inden Maja skulle begynde i 7. klasse og dermed flytte til et nyt hus, kom Marie (Rulle Marie) og holdt et lille foredrag for eleverne i 7., 8. og 9. årgang, samt lærerne. Hun fortalte lidt om hvordan det er at være ung og OI`er på godt og ondt. Vi var nødt til at dele klasserne op, da de ikke alle kunne være i auditoriet. Det resulterede i, at Marie faktisk skulle holde 2 foredrag hvilket hun klarede til UG. Dagen efter gik jeg rundt i klasserne og spurgte, hvad de syntes om det. Jeg skrev det ned og sendte derefter en mail til Marie med alle kommentarerne. Det kan varmt anbefales at få Marie ud til jeres skole. Hun fik virkelig meget positiv feedback og flere af eleverne sagde, at nu havde de fået et helt andet syn på handicappede......Såh, Marie - hvis du læser dette, så endnu engang tak fordi du kom forbi Bankagerskolen i Horsens..

Jeg kunne jo fortælle meget mere om mit job og Majas skoletid, men jeg håber I har fået et lille indblik i hvordan min hverdag er og har været igennem de sidste år.

OI-Stafetten er nu givet videre og den næste historie skulle efter sigende komme fra Tine og Niels Christians datter Matilde.

 

 

Støt vores landsindsamling

 


 

Støt DFOI via DrugStars

Begivenheder

DFOI

C/o. Karsten Jensen

Vestervej 15

6880 Tarm

Tlf: (+45) 70 20 70 85
kj@dfoi.dk

CVR: 130 180 06