Hverdag og småborgerlighed
Af: Christian Vestergaard

 

Det er min tur til at give et glimt af mine tanker i disse dage. De beror ikke på nogen bestemt oplevelse, som jeg har haft i den seneste tid. Jeg har tidligere skrevet om min tur til Etiopien, hvor jeg var frivillig engelsk- og IT underviser; så den kan jeg ikke skrive igen. Jeg kan faktisk ikke prale af, at mit liv er lige så spændende nu – derfor de følgende tanker.

 

Hverdag og ”småborgerlighed”

Det er hverdag, og jeg går på arbejde. 

8-16, mandag-fredag, året rundt. I ny og næ har jeg ferie, og det er dejligt. Mit liv er faktisk ligesom alle andre; eller i hvert fald alle andre af Lars Løkkes yndlinge. Ligesom alle andre ser jeg venner om aftenen og i weekenderne. 

Ligesom mange andre, der drømmer om en bedre verden og om at hjælpe mennesker i min by kaster jeg mig ud i frivillige aktiviteter. Og sådan bliver det vel egentlig ved, de næste 40 år for mig. Om netop 40 år, bliver jeg 67, og så skal jeg på pension. Hvis jeg skuer de mange år ud i fremtiden, så er det nok nogenlunde den plan, som jeg følger, og lur mig om ikke det er den samme plan de fleste andre har.

Kedeligt? Provokerende? Måske. Livet er jo en gave, så hvorfor bruge gaven på en så ensformig, mainstream, Lemmingsagtig tilværelse, når verden venter på en udenfor? 

I skrivende stund er det vinter; Danmark er kold og glat, hvilket i øvrigt er helt åndssvagt for en gående OI'er, der brækkede armen 3 steder i fjor, på grund af et ufrivilligt skøjteløb ad Karupvej i Aarhus. Bare jeg dog havde en million og kunne 

flytte til varmere himmelstrøg. Fri for kulde og isglatte veje. Mindre arbejde og mere spas. Eller også: Livet er stadigvæk en gave, og det kan faktisk godt nydes i ”småborgerligheden”, men hvordan?

Jeg vil ikke påstå, jeg gør det til fulde – altså nyder min småborgerlighed. Men jeg oplever egentlig min klassiske hverdag ganske hyggelig, og jeg nyder min tilværelse. Jeg er glad for at gå på arbejde. Ikke fordi jeg sigter efter chefstillingen eller lønforhøjelsen. Lønforhandling er alligevel først i november. Men idéen om at jeg hver dag har mulighed for at hjælpe mennesker og gøre tjenester giver mig faktisk motivation i min hverdag. Jeg er IT udvikler, og har til tider tænkt tanken: ”Hvor meget bidrager jeg til en bedre verden ved at sidde bag en skærm og knække koder og programmeringsprojekter?”

Den tanke har udfordret. Ja, jeg har endda også udfordret tanken. Der er noget givende ved at hjælpe mennesker i nød eller operere syge, men det er der faktisk også i lige præcis min stilling. Jeg har mulighed for at møde op hver dag og arbejde sammen med mine kolleger. Måske har min kollega en dårlig dag, og derfor vækker han mig uden skrupler fra min skærmtrance, dybt 

koncentreret, midt i et kompliceret regnestykke, for at bede mig lave den irriterende opgave – uden at tænke på om det var irriterende for mig at blive forstyrret. Måske kan jeg ændre hans dag ved at hjælpe, i stedet for at forsvare min ret til at sige nej.

Det er faktisk blevet en hjertesag for mig at gå på arbejde for at være en god kollega. Ikke for at spille hellig, men fordi mine kolleger er ligesom du og jeg – og vi fortjener det bedste. Det glipper en gang imellem, for sådan er det at være menneske. Ligesom det glippede at aflevere denne OI stafet inden d. 10. januar, som er i dag. Klokken er 06:53. Om 37 minutter kommer der elektrikere, som skal lave min lejlighed, og når de er færdige, skal jeg på arbejde og være en god kollega, fra min vanlige vindueskiggerplads ved siden af Aros (se billedet). Det er hverdag og det er dejligt!

Min vinduesplads på arbejdet

Støt vores landsindsamling

 


 

Støt DFOI via DrugStars

Begivenheder

DFOI

C/o. Karsten Jensen

Vestervej 15

6880 Tarm

Tlf: (+45) 70 20 70 85
kj@dfoi.dk

CVR: 130 180 06