En lille tak!
Af: Lumiere Niyonshima

 

 

Jeg har brugt rigtig lang tid til at tænke over hvad jeg skulle skrive om. Jeg føler lidt at de gode “emner” var blevet taget, fra folk som har skrevet før mig. 

Jeg bestemte mig for at skrive om noget fra hjertet. 

 

Jeg hedder Lumiere Niyonshima, mange af dem som kender mig, kender mig som en af tvillingerne, jeg er 27 år og er i gang med at læse informatik på Roskilde Universitet.  Jeg vil skrive om det netværk som OI har, og hvad det har gjort for mig. 

 

Da jeg var yngre så troede jeg ikke på at jeg fortjente sådan et liv som alle de andre, fordi jeg følte mig som en byrde. En handicappet pige som bare SUGER penge fra staten, med hospitals regninger, kørestole, hjælpemidler, så jeg kan komme på sammen niveau som andre. En pige i kørestole, som har ændret hendes forældres liv, ved at have en sygdom. En pige som aldrig vil kunne være som alle de andre, og hvis jeg ikke være som alle de andre. Hvem skulle jeg så være? Alt det som kom normalt for andre mennesker, kom ikke naturligt for mig. Når de andre planlagde deres fremtid, så kunne jeg ikke, fordi jeg absolut ikke kunne se hvordan fremtiden skulle være. Ikke fordi jeg overvejede selvmord. Jeg forstod bare ikke hvordan jeg nogensinde skulle kunne bidrag med noget, hvordan jeg kunne gøre noget selvstændigt, som ikke var endnu en byrde. Min afrikanske kultur, handicap, og alle disse sider af mig, gjorde mig mere forvirret, jeg vil jo bare passe ind. Jeg ville bare være ligesom alle andre. Jeg ville bare gerne være normal.

Nu? Nu ved hvem jeg skal være, det har aldrig været meningen at jeg skulle være som alle de andre, jeg har altid skullet være mig selv.


Jeg er ikke længere bange for at hæve min stemme, jeg er ikke længere bange for at prøve noget. Jeg ved at normalt er SÅ kedeligt, og jeg har aldrig nogensinde været normal, så SELVFØLGELIG kommer mit liv ikke til at være normalt, men det er ikke længere et problem. Det gør ikke ondt at tænke på at mit liv er anderledes mere. Jeg ved at jeg har ALLE muligheder som andre, og jeg har muligheden for at åbne døre som andre, Jeg bliver ikke længere trist når jeg tænker på fremtiden. Jeg føler mig ikke længere som en byrde, for nogen.

En af de ting som har hjulpet mig med at komme hertil, det er venskaber som er blevet skabt her i OI. Både i og uden for Danmark. Det at man altid kan komme til en anden medlemmer I OI, og spørger om noget, uden at føle sig som dum. Det at der er mindst en person som sidder med de sammen følelser og tanker om et emne og gerne vil dele dem med dig. Det er emner fra dating, sex, nattelivet, flytte hjemmefra, uddannelsesvalg til kæresteproblemer. Det er meget mere end et netværk, for min familie og jeg, og så har det altid været stedet hvor vi kunne spørger om hjælp og vejledning, hvad har andre gjort? 

Hvad anbefaler folk? Hvad skal man holde sig lang væk fra. Mine forældre forstod ikke dansk, da vi ankom, og det gjorde det tit svært at forstå og sætte sin ind i hvad lægerne sagde, der var så mange forskellige og de sagde alle sammen noget forskellige. OI foreningen, var et af de steder som hjalp mine forældre og jeg med at forstår.

Så dette indlæg er en lille tak for hjælpen fra mennesker i foreningen, så jeg er blevet stærkere, og mere selvsikker. Der er altid en der er klar til at hjælpe, og som har gjort den store forskel for mig. 

Støt vores landsindsamling

 


 

Støt DFOI via DrugStars

Begivenheder

DFOI

C/o. Karsten Jensen

Vestervej 15

6880 Tarm

Tlf: (+45) 70 20 70 85
kj@dfoi.dk

CVR: 130 180 06