Udflytning
Af: Collyere Niyokun

 

 

Jeg fik stafetten i denne omgang og har været lidt nervøs, da jeg elsker at læse den del af OI-Magasinet så meget, og gerne vil give jer en ligeså dejlig læseoplevelse.

 

Der er nok mange som kender mig som en af tvillingerne. Det kan jeg kun smile af. 

 

Jeg hedder Collyre Niyokuri og har en tvillingsøster der hedder Lumiere Niyonshima som også har knogleskørhed. Jeg har siddet i kørestol til jeg var ca. 18 år og har fået en rygoperation da jeg var 16 år. 

Jeg er 27 år og er flyttet til Odense, og det er lidt det jeg vil fortælle om. 

 

Jeg har altid været en ”jeg kan” person. Lige fra jeg var helt lille. Jeg kan selv, jeg vil selv. Sådan som jeg husker det, så blev jeg altid mere stædig, når jeg havde brækket noget, eller når jeg faktisk havde fået af vide, at det kunne jeg ikke, eller det måtte jeg ikke. Så gjorde jeg det alligevel.

 

Der var nogle gange hvor jeg faktisk ikke kunne helt og jeg så bagefter sad med en følelse, det skulle jeg ikke have gjort, og med en bange anelse af, at min krop ville straffe mig for det senere hen.  

 

Det var som om jeg hele tiden skulle bevise noget for andre og mig selv. 

Efterhånden som jeg blev ældre og lidt mere moden. Lærte jeg at stille mig selv spørgsmålet, har jeg lyst? Vil jeg gerne det her? Det spørgsmål har egentlig reddet mig mange gange. 

Hvor det før var vigtige at bevise, jeg kunne ligeså godt som alle andre, så blev det faktisk en større prioritering i mit liv at stoppe op og føle efter om jeg havde lyst, og om det var vigtigt for mig.

Da jeg skulle flytte ud, havde jeg det faktisk omvendt. Jeg havde det som om, det her er endelige noget, jeg har brug for at gøre for mig selv, men jeg var ikke så sikker på, om jeg endelige kunne klare mig selv, i forhold til indkøb, vasketøj (fordi det kan være tungt med en masse tøj ;)) osv. 

I min kultur, er jeg aldrig blevet opmuntret til at flytte ud. Kvinder flytter ud når de bliver gift. Så der har aldrig været pres fra min mors side, men hun har heller ikke holdt mig tilbage, hun har bare ikke givet det stor opmærksomhed. Jeg har også førhen boet tæt på uddannelsessteder, så for mig har det ikke givet mening at flytte ud. Men nu ville transporttiden fra stor København til Odense, (hverdag), give mig problemer og jeg følte, at jeg blev nød til at tage skridtet. 

 

Da jeg flyttet ud i februar, følte jeg meget hurtige at det her, det kunne jeg simpelt hen ikke. Ordne mad, vaske tøj, købe ind og alt det der kræves af en som bor ude. Det var simpelt hen for hårdt for mig fysisk. Jeg var normalt altid udmattet, da jeg boede hjemme og når jeg kom hjem fra uddannelse og nu skulle jeg simpelt hen ordne bolig osv. Det var hårdt og fysisk udmattende i starten. Efter et stykke tid begyndte tingene at ændre sig. 

 

Mit største problem da jeg flyttede ud var indkøb. Jeg har ingen bil og ingen minicrosser og det var faktisk bare fysisk udmattende. Jeg kunne ikke hente så mange ting af gangen, da jeg ikke kunne bære dem, så jeg skulle handle ind flere gange om ugen og med mit skoleskema blev det meget presset. Jeg fik hurtigt talt med en socialrådgiver på Odense Kommune, hvor vi snakket om hvilke muligheder jeg havde. Hun foreslog endelig noget meget smart, men super simpelt. En indkøbsvogn, lidt ligesom en rullekuffert. 

 

Da jeg havde købt den, blev alt meget mere anderledes. 

Jeg fandt endelige ud af, at jeg kunne så meget mere end jeg havde regnet med. Jeg fik også en masse energi til at lave mere. Jeg fik endda bygget min seng, helt alene. J

Hvor jeg før hen bare plejede at komme hjem og slappe af, fordi jeg var træt. Tog jeg nu ud igen, handlede ind og lavede andre ting. Til hverdag havde jeg simpelt hen bare mere energi. Fordi jeg også begyndte at gå mere, blev min kondi også meget bedre. Jeg blev ikke så forpustet i skolen mere og for nylig var jeg til rundvisning på min nye skole med alle andre og jeg kunne følge med rundt.  

 

Så det jeg har lært er, at der måske var flere gange, da jeg boede derhjemme, hvor jeg godt kunne have skubbet mig mere. Jeg kan også godt se, at da jeg boede hjemme, var god til at sige ”Jeg kan ikke, fordi jeg er træt og hvorfor kan de andre ikke gøre det?” ”De har mere energi end mig”. Undskyldninger og undskyldninger. Jeg mente nok egentlig bare, jeg gider ikke. Når du er flyttet ud og den som skal købe og lave maden er dig selv, så kan du egentlig godt. 

 

Endelig så tror jeg, at man engang imellem skal spørge sig selv om man har lyst? Ikke nok med om jeg kan det her, men gider jeg det her? Vi skal også være gode til at gøre det omvendt. I stedet for jeg kan ikke, så er spørgsmål også om du måske bare ikke har lyst? Ja, man kan være rigtige fysisk udmattet engang imellem, men der er forskel på at være en smule træt og fysisk udmattet. Men jeg vil nok altid være en ”jeg kan godt” person.  

 

 

Støt vores landsindsamling

 


 

Støt DFOI via DrugStars

Begivenheder

DFOI

C/o. Karsten Jensen

Vestervej 15

6880 Tarm

Tlf: (+45) 70 20 70 85
kj@dfoi.dk

CVR: 130 180 06