På en sejlbåd i Stillehavet med OI

Af: Mads Dyreberg Haldrup

 

 

Jeg besluttede mig egentlig for lang tid siden, at ville tage ud og sejle, altså sejle sådan rigtig på en mindre sejlbåd på ét eller flere af verdens oceaner. Jeg har i flere år sejlet rundt i Østersøen i min egen lille 24’ fods sejlbåd, men jeg havde aldrig prøvet kræfter med de helt store oceaner. Flere af mine gode kammera-ter, som også sejler, havde prøvet at sejle over Atlan-terhavet og de kom hjem og fortalte hvilken storslået oplevelse det var, at være på havet mange uger i træk og prøve kræfter med store bølger, vind og vejr. Jeg var helt solgt og optændt på ideen og forsøge at gøre dette fænomen efter selv - spørgsmålet var nu bare hvornår?

 

 

Jeg havde været ansat i virksomheden Unwire i knapt 2 år, da det blev meldt ud, at der skulle foretages be-sparelser og en nedskæring i medarbejderstaben og ca. 60% skulle fritstilles. Jeg var uheldigvis blandt dis-se 60% og havde nu 3 måneder med løn. På trods af at jeg havde været rigtig glad for at arbejde der, var jeg ikke så ked af det som mange af de andre, for jeg vidste nu, at dette var ’muligheden’ jeg havde ventet på, for at komme ud og sejle.

 

 

 

Et par dage via søgemaskinen Google, så havde jeg fundet nogle både som var i færd med at sejle jorden rundt og som søgte gaster (betalende). Hurtigt deref-ter var jeg i dialog med sejlbåden ”Anaconda” hvor kaptajnen, Jan - en 68 årig pensioneret politimand fra Falster skrev, at jeg kunne påmønstre båden, sam-men med ham og hans kæreste Laura, som var fra Texas. De ville være på Fiji om ca. 3 uger og derefter sejle rundt i det vestlige Stillehav, hvor jeg efter ca. 3 måneder kunne stå af på Salomonøerne i Indonesien.

Jeg var fuldstændig ’solgt’!

Vi skrev lidt frem og tilbage om pris, rejsens detaljer og generel planlægning. Jan virkede som en ærlig og utrolig fin fyr og ruten som jeg skulle være med på var fantastisk spændende, det var bare at komme af sted.

 

Men jeg havde også mine bekymringer. Hvad nu hvis der sker noget med mig på turen? Et brækket lårben på en båd ude midt på Stillehavet i en vippende sejl-båd og hvor man ikke bare ringer til 112 og får en am-bulance til at hente én virkede ikke specielt lokkende. Jeg vidste jo at vi flere gange ville være så langt væk fra civilisation at ingen, hverken både eller helikopter ville kunne hente mig. Derfor vidste jeg også at ’skulle der ske noget’ og var jeg uheldig at brække noget, ja så var det også mig selv der skulle ’lappe og sætte’ mig sammen. Jeg havde brug for vitalt udstyr til dette samt medicin. Der er desværre ikke lige nogen man kan ringe til eller på anden måde bestille en ”OI Red-ningspakke” men heldigvis har jeg mange venner og bekendte som arbejder som ambulanceredder, syge-plejerske og læge. Igennem dem samt min egen læge lykkedes det på få dage at skaffe lægeerklæring på stærk medicin samt nødvendigt rejseudstyr som ban-dage, gips’ ruller, støttebind osv. - udstyr man skal bruge hvis man skal sætte et ben/arm på plads eller på anden måde stabilisere et brud. En udvidet rejse-forsikring måtte jeg også anskaffe, da min alm. rejse-forsikring kun dækker udlandsophold i op til én må-neds varighed (ca. 3500 kr. for en 3 måneders total rejseforsikring hos Gouda, dyrt men nødvendigt!)

Om fredagen købte jeg flybilletter til hele turen igen-nem Jysk Rejsebureau, som har dedikerede medar-bejdere til at sælge ’Sømandsbilletter’ som det hed-der, når ind/udflyvning til og fra lande ikke er de samme.

Om lørdagen besøgte jeg familien i Jylland hvor alle fik en ordentlig krammer, om søndagen pakkede jeg til tre måneder og mandag morgen fløj jeg til Australien hvor jeg skulle besøge lidt familie og rejste lidt rundt i 10 dage, inden jeg skulle fortsætte til Fiji. Da jeg sad i lufthavnen i Kina og ventede på mit fly til Melbourne, Australien, begyndte tankerne og spørgsmålene for alvor at rumstere i hovedet på mig – ”hvad fanden er det jeg har gang i? - hvad hvis jeg nu brækker noget, hvad hvis jeg slet ikke synes det er så sjovt at sejle, hvad hvis jeg bliver søsyg, hvad hvis Jan og de andre på båden var nogle båtnakker”. Jeg var vildt nervøs, men jeg besluttede jeg mig for at ’smide’ alle de der ”hvad nu hvis?” spørgsmål ud – jeg kunne alligevel ikke bruge dem til noget. Det var også i Kina, at jeg besluttede mig for at føre dagbog for hver eneste dag på turen, og skrive alle mine tanker ned – det er siden hen blevet til en hel del ordJ

 

 

 

 

Jeg havde nogle gode dage i Australien på trods af en fiber i ballen som gjorde at jeg ikke rigtig kunne gå og som gav mig en masse bekymringer. Heldigvis blev smerterne mindre og jeg kunne begynde at stå/gå lidt igen. Efter lidt bøvl i Melbourne lufthavn, grundet jeg ikke havde nogen returbillet fra Fiji, landede jeg ende-lig efter 6 timer i Nadi lufthavn på Fiji. Hurtigt fik jeg samlet min kørestol og smidt min 35 kg rygsæk på ryggen. Fandt en taxa og bad chaufføren kører mig til Vuda Point Marina – en lille lystbåd marina ca. 30 km fra lufthavnen. På vejen derud tænkte jeg kort ”hvad nu hvis jeg ikke kan finde båden, så er jeg mild sagt lidt på den”. Men væk var tanken da jeg ankom, for ude midt i bugten lå Anaconda for anker og ventede på mig. Jeg blev taget utrolig godt imod af Jan (68), hans kæreste Laura (55) fra Texas i USA og Dave (28) fra Australien.

I de efterfølgende 2 måneder delte jeg en lille 4 kvm kahyt med Dave, så han og jeg blev rigtig gode venner.

Efter at have brugt 2 dage på at proviantere og fyldt Anaconda op med dåsemad, pulvermælk, rom, tørret kød, ris, ferskvand, kaffe og alt mulig andet som vi evt. kunne bytte med lokalbefolkningen, stævnede vi ud og sejlede nord på. I 3 uger sejlede vi rundt om Yasawa øgruppen, besøgte små forladte øer, gav ga-ver til høvdingene og deres familier for at få lov til at lægge for svaj (ankre op) i deres små bugter. Det vig-tigste på denne tur var at Dave og jeg blev bekendt med Anaconda og dens sejlegenskaber så også vi kunne stå ved roret og tage ’vores del’ af vagtplanen. Helt oppe nordpå mødte vi desuden et par unge gutter fra Spanien som havde lånt den ene fars sejlbåd til at sejle rundt om jorden, på trods af at båden var gam-mel, en stram økonomi og begrænset sejlerfaring.  Vi blev alle gode venner med dem og jeg skriver stadig og ofte med dem for at høre om deres sejleventyr og erfaring med verdenshavene.

Efter Yasawa sejlede vi tilbage til Vuda Point hvor vi lå inde i marinaen og ventede på at kunne deklarere ud fra Fiji. Vi havde desuden hund ombord, Oscar, (som udelukkende kun sov ovenpå dæk). Det var en skibs-hund, Jans 2. hund på hans verdensomsejling og hav-de som eneste formål at agere vagthund hvis nogen skulle ’prøve på noget’. Det var stadig lidt en hvalp, men Dave og jeg legede med den og den var med os i vandet hver gang vi badede (den havde sin egen lille hundelem/stige, så den selv kunne kravle op i båden). Det tog en lille uges tid før vi fik orden i papirerne – i mellemtiden var der en masse praktiske ting som skulle gøres og klares på båden og desuden stødte en pige Zanda, (27) fra Letland til Anaconda. Hun havde aldrig sejlet før og ville gerne med på togtet Fiji – Ny Calidonien.

Turen som kom til at vare 15 dage i stedet for de plan-lagte 7 vil jeg aldrig glemme. Efter at det mere eller mindre havde været fuldstændig vindstille i 5 dage be-gyndte det på min nattevagt at blæse godt op. Jeg var nede og vække Jan, vi fik bommet og pludselig fik vi fart på. Det var en god fornemmelse, men da jeg stod op næste morgen, efter at have givet nattevagten vi-dere til Dave, blæste det rigtig meget. Det viste sig se-nere, at vi havde ramt udkanten af den orkan som ramte Filippinerne i november sidste år. Flere gange kunne jeg se bølger ovenover vores mast, som målte 22 m, og jeg kan bedst beskrive bølgerne som rullen-de højhuse – der er noget helt vildt i at komme op på toppen af en bølge hvorfra man kan se den næste bølgetop 200 m væk. Pludselig indser man hvor ’lille’ og magtesløs man er imod naturens kræfter. For før-ste gang på havet blev jeg bange og det tog mig to døgn før jeg faldt til ro og kunne sove lidt, især en snak med kaptajn Jan gjorde at jeg kunne slappe af. Vi befandt og ca. 500 km fra Fiji og der var ikke andet for end at ’ride’ stormen af. Rutsjebaneturen varede 8 døgn, Zanda og Dave var konstant søsyge og kunne ikke holde maden nede. Og nej, det er ikke specielt sjovt at stå og lave mad i sådan en ’gyngestol’ men man skulle jo passe sine tjanser som at stå bag roret, lave mad, gøre rent eller skure dæk. Jeg sørgede dog altid for at holde godt fast med den ene hånd, så jeg altid var parat til vindstød og store krængninger. Samtidig sagde Jan og Laura, at skulle det blive end-nu mere voldsomt så ville de binde mig til min seng så jeg ikke blev kastet for meget rundt – så vidt kom det dog aldrig heldigvis.

Dagen efter vi ankom til Noumea, Ny Calidonien, stod Zanda af – hun var færdig med at sejle og ville flyve videre til Asien.

Ny Calidonien som er en gammel fransk/engelsk kolo-ni minder mest om en by i det sydfranske. Baguette, rødvin og espresso kunne vi lige pludselig få og vi fik igen provianteret Anaconda op med alt mulig lækkert – Jan var helt vild over at vi pludselig kunne købe alle ingredienser til stegt flæsk med persillesovs. Efter at have tilbragt en dejlig uge i Noumea, fået god mad og skypet hjem til familien stævnede vi igen ud for at bru-ge 3 dage på forskellige øer, inden vi ville vende sku-den mod Vanuatu.

Stormen havde for længst lagt sig og vi havde fem perfekte sejldage før vi ankom til Vanuatu. På vejen hoppede vi i havet flere gange dagligt for at køle af, et sted badede vi på over 7 km dybde – her ryger der altså også nogle tanker igennem én. Vanuatu var det sted/land på hele mit togt som jeg bedst kunne lide.

Vi blev taget fantastisk imod af lokalbefolkningen og da der kun er to hæveautomater kørte vi ’bytte-bytte’ med fiskesnøre, underbukser, gamle løbesko, kaffe og ris for frugter som mango, bananer, citroner, krab-ber og æg. Det er virkelig et smukt ø-land hvor vi på havet dykkede en masse, fangede mange store tun, og på land oplevede isolerede landsbysamfund, be-søgte gamle kannibalstammer, besteg vulkaner og generelt havde nogle af de mest fantastiske oplevel-ser i mit liv. Vi var steder hvor nogle indbyggere aldrig havde set en hvid mand og når man samtidig kommer i kørestol eller bruger krykker så bliver man virkelig stirret på – ligesom jeg stirrede på mændene der gik rundt kun iført et lille blad og damerne (som i øvrigt ofte i Melanesien og Polynesien er større og rundere end mændene) som gik topløse rundt.

 

Vanuatu er i sandhed et fantastisk land og selvom jeg var ved at drukne og fare vild på en øde ø, så er det et sted som jeg savner utrolig meget og helt sikkert vil vende tilbage til.

Vanuatu tog os ca. 5 uger at sejle igennem fra Syd til Nord. Undervejs, i hovedstaden Port Vila, stod Dave af, da han var ved at løbe tør for penge og skulle hjem til familien i Australien. Jeg forsatte så alene sammen med Jan og Laura i de efterfølgende knap 4 uger hvil-ket i starten var lidt specielt, da jeg savnede Dave og hans selskab utrolig meget, men efter få dage føltes det virkelig som jeg havde fået et par nye forældre – jeg kom virkelig til at holde af dem og det gør jeg sta-dig. Vi ramte Honiara, Solomonøerne 6 dage efter at have forladt Vanuatu og her nåede jeg lige at se byen 2 i dage inden jeg fløj hjem mod Danmark. 70 timer senere, den 24. december kl. 19, ankom jeg til mine forældres hus. Det var helt urealistisk at være hjemme igen, tyndere og brunere end jeg nogensinde har væ-ret og fra 35 grader om natten til sne, sjap og minus grader.

 

Jeg var meget nervøs over at tage denne udfordring op med mig selv inden jeg rejste. Men turen har givet mig mod på at rejse alene ud i verden og især det at sejle rundt er virkelig ’gået under huden’ på mig. Til jul og nytår 2014 tager jeg ned og besøger Jan og Laura igen, dog kun i ca. 3 uger, for at sejle lidt rundt i det Phillipinske øhav og går alt efter planen, så stævner jeg forhåbentlig ud fra Danmark i egen sejlbåd om tre år, for at bruge nogle år på at sejle Jorden rundt. Så lover jeg at skrive et nyt indlæg til OI MagasinetJ

 

 

 

Stafetten er givet videre til Michael Købke.

 

GemGem

Støt vores landsindsamling

 


 

Støt DFOI via DrugStars

Begivenheder

DFOI

C/o. Karsten Jensen

Vestervej 15

6880 Tarm

Tlf: (+45) 70 20 70 85
kj@dfoi.dk

CVR: 130 180 06