De fleste kender mig nok fra diverse årskurser, sommerlejre m.m. men til dem der alligevel ikke ved hvem jeg er, hedder jeg Cecilia Hynneke Jensen, er 24 år gammel, har en middelgrad af OI og sidder i kørestol.

Jeg har gennem hele min levetid kæmpet med overvægt og altid haft et par ekstra kilo på sidebenene. Jeg har derfor på bedste vis altid prøvet at holde mig aktiv med diverse former for træning og været opmærksom på hvad jeg spiste. Men på trods af alt dette, blev jeg alligevel ved med at tage på og en december måned havde jeg simpelthen fået nok. Jeg var træt af at undgå diverse familiebilleder og fik næsten tåre i øjnene hvis nogen havde postet noget på Facebook hvor jeg var på. Da det blev nytårsaften kender de fleste nok det traditionelle nytårsforsæt om at tabe sig og jeg havde det selvfølgelig også med som et af mine forsætter. Men forskellen fra tidligere år (hvor man blot spiser ekstrem sundt de første par måneder og derefter falder tilbage i de gamle rutiner) skete dette ikke denne gang. 

Jeg kom kort tid efter nytår i kontakt med et projekt igennem Ulykke patientforeningen (tidligere PTU) som netop skulle til, at starte et 12 ugers forløb omkring handicappede og kost, hvor der bl.a. var tilknyttet en diætist. På projektet var vi en gruppe med meget blandede ønsker for forløbet. Nogle skulle tabe sig, andre tage på og nogle ville bare gerne spise sundere og blive mere bevidst om hvad de puttede i munden. 

Det gik hurtigt op for mig at jeg var den tykkeste på holdet og havde derved også det største vægttabsmål, som på det tidspunkt føltes helt urealistisk. Jeg hu-sker tydeligt en dame i starten af forløbet udbryde at ’det var da umuligt at tabe sig når man sad i kørestol’, og jeg blev derved hurtig i tvivl om det overhovedet kunne lade sig gøre. Under projektet skulle vi bl.a. skrive vores målvægt ned samt eventuelle delmål. Derudover skulle vi også lave en kostdagbog som skulle gennemgås fra gang til gang og vi fik en masse viden omkring kost, e-numre og kalorier. 

Det gik også op for mig, at jeg førhen havde spist sundt, men slet ikke som jeg burde. Selvom jeg sidder i kørestol føler jeg mig jo præcis ligesom mine jævnaldrende og spiste derfor også de samme mængder. Dette var helt forkert, vi fandt nemlig hurtigt ud af at jeg blot kunne spise 1000 kalorier om dagen hvis jeg skulle tabe mig. Så selvom jeg førhen havde spist meget normalt og varieret, kunne det slet ikke komme nærheden af den mængde jeg skulle ned på. Jeg begyndte derfor at eksperimentere meget, søge på nettet på diverse opskrifter og lave kalorieregnskab så jeg vidste hvor mange kalorier jeg havde spist. Derudover valgte jeg at sætte mere fokus på min træning, så jeg fik lavet styrke- eller kredsløbstræning 3-4 gange om ugen. I starten var jeg meget sulten og tænkte ikke på andet end mad, men efterhånden vendte jeg mig til det og under forløbet tabte jeg 5,5 kg. Derefter var det svært at stå på egne ben og ikke at have nogen som stod med på sidelinjen. Men jeg blev ved med at bruge de redskaber jeg havde fået med mig og det, at tælle kalorier blev en sport. 

Den dag i dag er jeg så 23 kg lettere og har aldrig været gladere. Det har været min livs rejse og der har været mange op og nedture. Vigtigst af alt, selv om det har det taget tid, ikke bare måneder men år, så har været det hele værd. Det har ikke kun været en rejse omkring vægttab, men også en mental rejse hvor jeg har lært at acceptere den jeg er og endelig er blevet reelt glad for mig selv. Jeg har stadig noget vej endnu og kæmper derfor stadig videre. Jeg lægger dog også stor vægt på, at der skal være plads til at skeje ud engang imellem med en pizza, familiefødselsdage eller et restaurantbesøg. Når dette sker, sørger jeg dog for, at komme på hesten igen og spise det mindre de næste par dage. 

Så hvis der sidder nogle derude med ønske om et vægttab, vil jeg blot sætte fokus på, at det godt kan lade sig gøre. Det tager lang tid før resultaterne kan ses men vigtigst af alt er, at hvis man ønsker det og kæmper nok, kan det sagtens lade sig gøre. Det kræver dog tid og en god portion af viljestyrke. Jeg håber derved at andre eventuelt vil blive inspireret til, at finde viljestyrken frem, da det hvert fald for mig har været det hele værd.