Sådan En Som Dig Har Vi Aldrig Haft Før
Af: Michael Købke.
Det er efterhånden et par år siden. Men mit første møde med arbejdsmarkedet står stadig for mig, som var det i går. Jeg havde sendt en ansøgning til DRs P1 Orientering, om at blive praktikant hos dem. Lige vel optimistisk måske, men jeg kunne godt lide programmet og jeg tænkte, at med mit historie studium som bagage og en god ansøgning, så ville jeg prøve lykken. En dag fik jeg så en høflig mail. De kunne desværre ikke bruge mig, men de ville gemme min ansøgning.
En aften, mens jeg sad og så en fodboldkamp fra Sydamerika, tikkede en mail ind. Den var lidt usammenhængende skrevet og bar præg af, at være skre-vet hurtigt, uden den helt store respekt for grammatiske regler. Mailen var fra chefen for DR Nyheder/Re-search. Han havde læst min ansøgning til P1 Orientering, og ville gerne have at jeg kom ind næste morgen i DR Byens nyhedsafdeling.
Jeg havde været der en gang tidligere. Til samtale på DR Horisont. Jeg havde været betaget af alle skærmene og hvor-dan det hele lignede noget fra amerikansk film eller tv serie, med et newsroom hvor folk løb hektisk rundt. Næste morgen tog jeg ude i DR Byen. Jeg var ikke nervøs. For jeg anede ikke hvad det var for en afdeling eller hvad det indebar.
Jeg stod i ankomsthallen og ventede og så en fortravlet mand komme halvt løbende ned af trappen. Han gik hen imod mig og hilste og studsede ikke i et splitsekund over, at jeg sad i kørestol. God start. Vi kom ind i mødelokalet, og normalt foregår en samtale jo sådan, at den der ansætter, sætter sig stille og rolig foran ansøgeren og en samtale kan begynde, måske med en enkelt pause indlagt hvis vedkommende har glemt nogle papirer. Ikke den dag. Ikke i DR Nyheder/Research.
Undervejs i samtalen, forlod han lokalet 4-5 gange. Men han var rigtig flink og jeg syntes selv, at det gik godt. Efter et par dage fik jeg en mail om at jeg skulle starte et par uger efter. I første omgang som praktikant og så skulle vi ellers se, hvad fremtiden kunne bringe. Op til dagen hvor jeg skulle starte i DR, kunne jeg mærke lidt nervøsitet komme snigende. Ville jeg kunne klare det? Hvad ville det sige at være på en arbejdsplads? Jeg tænkte dog, at jeg bare skulle være mig selv og så ville det gå godt.
Den første dag jeg skulle starte var der snestorm. Min hjælper og jeg kæmpede os igennem snemasserne og jeg kom ind og kørte igennem hele redaktionslokalet med et langt vanddrivende spor efter mig. Hvorfor havde jeg ikke taget et håndklæde med? Godt spørgsmål. Men sådan var det. Det var lige på og hårdt. Der gik ikke mange minutter før det stod klart, at jeg var en fuldt integreret del af arbejdsholdet. En redaktør kom løbende op og sagde, så det ikke kunne misforstås, at vi skulle have fat i alle landets borgmestre og gerne hurtigst muligt, sådan at det kunne komme i aftenens TV-Avisen. Det var lige på og hårdt. Sådan som et arbejde skal være, tænker jeg.
Det blev en kamp mod tiden, og den type opgaver skulle der komme mange af, den tid jeg kom til at være i DR Nyheder. Jobbet var meget varieret. Det kunne være alt fra materiale om Letlands Brutto National Produkt til en minister der havde trådt i spinaten i Folketingssalen til hvorfor Big Fat Snake var gået i opløsning. Alt sammen skulle koges sammen i stuvning som skulle serveres hver aften i bedste sendetid. Uden at gå ind i specifikke detaljer, kan jeg røbe at de opgaver der var sjovest, var dem hvor der var noget kant og hvor det betød noget at man fik en opringning hjem, eller skaffet materiale et eller andet underligt sted som skulle understøtte dagens tophistorie.
Men det betød også noget for mig hver gang der kom historier om mennesker der var kommet på kant med samfundet på en eller anden måde. Mange mennesker, ofte mennesker med problemer, ringer til DR Nyheder for at få deres historie igennem. Ofte vil de bare have nogen at tale med. Nogen der kan lytte til deres problemer. Jeg kunne godt lide den opgave. Det var spændende at tale med mennesker, som var vrede når de ringede, men tit og ofte endte med at lyde lettede og næsten opløftede, når de lagde røret på igen. Flere af dem fortalte om smerter eller om hospitalsindlæggelser eller lignende og jeg derefter sagde at det vidste jeg nok ikke noget om, så kunne jeg fortælle dem om hvem jeg var og hvad jeg fejlede. Det plejede at afvæbne situationen. Min chef kiggede nogle gange på mig med rynkede bryn, når jeg havde talt lidt for længe med et menneske, der måske bare skulle være sendt videre i systemet og hvor det ikke var meningen at researcheren skulle forsøge at løse problemerne. Men sådan var det. Og det har jeg ikke fortrudt, at jeg tog mig tid til.
Der var som regel rygende travlt. Det var jo en arbejdsproces dikteret af nyheder fra ind og udland, skæve deadlines og højt tempo og begrebet mange bolde i luften nogle gange skulle forstås ret bogstaveligt. Dage hvor man sendte "live" var de mest travle. Der kunne en opgaves deadline godt være før man fik opgaven stukket i hånden.
Der var så travlt at det næsten var frisættende. Intet menneske kan jo udføre en opgave ordentligt hvor deadline er på få sekunder, og jeg lærte gradvist hvordan jeg tacklede hyper-spidsbelastende situationer. Live dagene endte med at blive dem, jeg bedst kunne lide. Jeg mødte mennesker i alle størrelser, farver og baggrunde og ind og ud af døren kom journalister, politikere og meningsdannere fra ind og udland. Det var i sandhed noget fra en amerikansk film eller serie. Og det var sjovt.
Men efter noget tid, kunne jeg godt begynde at mærke jeg fik mindre overskud til at lave ret meget andet. Jeg kunne mærke, at jeg blev fysisk træt. Ikke udsædvanligt når man har et sådan arbejde, men jeg havde aldrig før sådan for alvor mærket, at min OI betød noget i den forstand. Altså i forhold til træthed. Jeg slog trætheden hen, for jeg havde det jo sjovt. Men set tilbage på det kan jeg i dag godt se, at det er vigtigt at lytte til krop-pens signaler. Selvfølgelig især når man har OI, men jeg tænker at det nok gælder for alle.
Forholdende var næsten perfekte. Jeg kunne komme rundt overalt og bordene var moderne hæve/sænke borde, som kunne indstilles i lige den højde jeg skulle bruge. Mine kolleger var enormt søde. Altid hjælpsomme og det var kun i kantinen jeg egentlig havde brug for deres hjælp i fysisk forstand. Det betød, at jeg kunne klare mig selv med minimal assistance fra de mennesker, der var omkring mig. Det stod hurtigt klart, at folk fandt ud af hvem jeg var.
Afdelingen lå ved siden af redaktionerne hvor "graverholdet" holdt til, det vil sige dem som skaffer de dybdeborende historier og ved siden af dem lå 21Søndag. Som OI'er er jeg jo vant til at træde ud af mængden og folk vil høre hvad jeg er for en. En journalist på tv-avisen, spurgte mig en dag hvor der ikke rigtig skete noget, om han ikke kunne lave et indslag med mig. Jeg sagde nej tak. Jeg var almindelig medarbejder og ikke en "case", følte jeg.
Tiden gik og jeg faldt rigtig godt til. Mine kolleger var søde og de fysiske rammer var rigtig gode. Jeg kunne komme rundt overalt. Der var kun en ting, jeg ikke kunne rent fysisk og det var at betjene den maskine, som redigerede billedmateriale. Der var travlt. Normalt er travlt et vidt begreb, men her var man under en konstant deadline, som nogle gange indbefattede at man skulle levere materiale inden for ganske få minutter, nogle gange sekunder efter man havde modtaget opgaven. Det var især, hvis man sendte live.
Det var sjovt og enormt udfordrende. Men det var også hårdt. Jeg drak meget kaffe for at holde mig frisk og jeg begyndte efter noget tid at mærke i kroppen at det var slidsomt. Men jeg ignorerede det. Jeg har altid interesseret mig for politik, historie og samfundet, og at være midt i det hele på sådan et sted, betød at jeg bed min udmattelse i mig. Jeg begyndte at miste fornemmelsen for mig selv. Jeg begyndte at bide af folk og jeg kom på et tidspunkt til at tale meget højt overfor en stakkels lokalformand fra Venstre i telefonen, fordi jeg syntes han var næsvis. Det var han måske også, men jeg havde jo ikke behøvet, at opføre mig sådan.
Undervejs i min tid i Danmarks Radio brækkede jeg mit ben. Ret slemt. Og jeg kunne hjemme fra sygesengen ligge og spekulere på det, som jeg sidenhen har hørt mange OI'ere tale om at de også tænker på når de ligger med brud derhjemme og er fraværende fra arbejdet. "Hvordan skal jeg nu komme tilbage?" "Kan jeg følge med når jeg kommer tilbage på arbejdet igen?" Hvad hvis jeg brækker noget igen?" Det lå jeg og tænkte over, men selvom det var hårdt at ligge der med benet i gips, så var jeg ved godt mod, som jeg husker det.
Jeg var ved godt mod, fordi jeg kunne mærke at jeg havde kolleger og en chef som gerne ville have mig tilbage. At jeg var ønsket og afholdt der hvor jeg var. Det betød meget, og det er vigtigt at mærke når det "går baglæns" i en periode. Jeg kom tilbage til afdelingen, og fandt ud af at min chef var blevet forflyttet til en anden afdeling, men ellers kørte tingene videre, og de næste måneder var der fuld fart på igen. Jeg tror, at uanset hvor mange timer man har på sit arbejde, så vil man tænke på det, når man ikke kan være der rent fysisk.
En dag fik vi at vide, at afdelingen skulle lukkes. DR Nyheder/Research var faldet for en mediereform som havde betydet, at DR Nyheder skulle spare penge og der skulle laves omstruktureringer. Det blev en turbulent tid, men arbejdsmæssigt blev den sidste tid den mest givende for mig. Og den mest udfordrende. Jeg blev bedt om at lave research til TV-Avisens studieværter, primært Line Gertsen. Studieværterne skulle bruge oplysninger når de skulle "grille" dem de havde i studiet. Det var ikke meget anderledes end hvad jeg havde lavet hidtil, men jeg følte, at der var mere på spil. Fakta og analyser skulle som altid sidde lige i skabet og omkring en halv million danskere ville sidde og kigge med. Jeg skulle lave dette, samtidig med at jeg fortsat havde opgaverne til resten af nyhedsdækningen på tv, radio og dr.dk.
Jeg beklagede mig ikke over det. Det var sjovt. Men jeg kunne igen mærke rent fysisk at der også var en grænse for hvor meget jeg kunne påtage mig. På min sidste dag i DR Nyheder/Research oplevede jeg virkelig, at jeg havde gjort en forskel. Folk kom hen og sagde tak for min indsats og for den hjælp de havde følt jeg havde været for dem i deres arbejde. Det betød selvsagt meget for mig. Jeg holdt en lille improviseret tale, hvor jeg sagde, at jeg var glad for at de havde følt at jeg gjorde en forskel. Men jeg sagde også, at det for mig havde været vigtigt at vise, at mennesker med handicap kunne være med fuldt på højde med såkaldt almindelige mennesker.
At man som handicappet er lige så meget værd som alle andre. Og at jeg var glad for at jeg hele vejen igennem var blevet behandlet som de andre, med de individuelle nuancer der altid vil være, når man har med mennesker at gøre. Jeg var ikke længere handicappet i deres øjne. Jeg var Michael.
Stafetten er givet videre til Rune Bang Mogensen.
