Nyheder

Ophold i Ønskeland

21.04.2021 13:22 Forfatter: DFOI


Efter en lang vinterpause som følge af Covid-19-restriktionerne, er det nu igen muligt for børn med alvorlig eller kronisk sygdom at komme på ophold i Ønskeland. 

Og det er ikke den eneste gode nyhed: Det bliver muligt for endnu flere familier at få et ophold i Ønskeland, efter en beslutning om at gøre projektet til et fast tilbud.

“Vi er superglade for at kunne tilbyde ophold i Ønskeland til endnu flere familier. Efter et hårdt år kan vi mærke at efterspørgslen er steget. Familier med syge børn har været ekstra isoleret, og de har brug for et afbræk fra hverdagens bekymringer, som har været tiltagende det seneste år”, fortæller Anne Madsen Tabor, der er leder i Ønskeland, i en meddelelse til DFOI.

Ønskeland tilbyder skræddersyede ophold med samvær og ro for alvorligt og kronisk syge børn og unge og deres familier. Tilbuddet er et frirum, som fokuserer på at øge familiernes trivsel og skabe mindeværdige oplevelser. 

 

Opholdstilbud udvides med støtte fra fonde

Ønskeland har siden 2019 tilbudt ferieophold for de sårbare børn og unge og deres familier. I år er det lykkes at udvide tilbuddet blandt andet med en stor donation fra Det Obelske Familiefond i ryggen. 

”Vi er helt afhængige af at have støtte fra fonde, og er derfor begejstrede for, at Det Obelske Familiefond har valgt at støtte Ønskeland og vores arbejde for at øge familiernes mentale trivsel. Sammen med andre små og store donationer fra både privatpersoner og andre fonde, er det lykkes os at kunne tilbyde op til 200 familier et ophold i 2021. Det er vi helt vildt glade for, da vi oplever en stor interesse for vores ophold fra både familier og de patientforeninger, som vi samarbejder med”, fortsætter Anne Madsen Tabor. 

 

Nye venskaber og netværk

Ud over at give familierne et tiltrængt frirum i en svær hverdag, er opholdet også ofte starten til nye venskaber for både børnene og forældrene. Trine, der er på et ophold i Ønskeland med sin datter Ingrid, uddyber: ”Noget af det bedste ved opholdet er de venner og det netværk, vi får ud af det. Det er guld værd. Vi holder kontakten efter opholdet, og kan bruge hinanden til alle de svære samtaler.”

Familierne er på ophold af 4-6 dages varighed i Ønskeland ved Brovst i Nordjylland. Opholdene er gratis og for familier fra hele landet, og kan søges via kontakt til Ønskeland. 

 

For yderligere information, kontakt venligst: Anne Madsen Tabor, Centerleder i Ønskeland, 25 53 00 52, anne@oenskeland.dk 

 

Foto: Hybrid, Unsplash.