Nyheder

Drugstars under konkursbehandling

18.11.2021 10:25 Forfatter: DFOI

DrugStars under konkursbehandling

 

Desværre erfarer DFOI, at Sø- og Handelsrettens skifteret har taget DrugStars under konkursbehandling den 13. september 2021. Desværre blev DFOI først bekendt med disse økonomiske forhold sidst i oktober, da en anden forening under Sjældne Diagnoser-paraplyen gjorde os opmærksom på den triste problematik.

 

DFOI har via Insolvensportalen og kurator gjort indsigelser i boet for de penge, eller stjerner, der er optjent til Dansk Forening for Osteogenesis Imperfecta. Hvor meget DFOI har optjent i kroner og ører er umuligt for DFOI at opgøre med nøjagtighed, men hvis man benytter den oprindelige tilskudsmodel, hvor hver stjerne er 7 ører værd, har DFOI kr. 1.532,06 til gode. Penge vi sandsynligvis aldrig ser. 

Vi har siden dag 1 været opmærksom på, at DrugStars er en såkaldt start-op-virksomhed og at man som nystartet virksomhed, iværksætter, måske kan leve livet lidt farligt. Og drømmen braste altså, da firmaets stifter og direktør Claus Møldrup ikke havde held med at finde nye investorer efter at de hidtidige investorer ikke ønskede at fortsætte.

Som bekendt kan man ikke plukke håret af en skaldet. Derfor forventer DFOI heller ikke at få mere ud af kravet i boet, men håbet lever. Ikke mindst fordi vi erfarer, at der i kulissen fortsat arbejdes på en redningsplan i form af et salg af virksomheden eller overtagelse af aktiverne. 

Af kurator er vi nemlig blevet opfordret til fortsat benytte appen, DrugStars, en lille tid endnu, indtil det vides om en anden løsning kan være på vej. Hvis en anden løsning realiseres vil DFOI overveje om vi igen skal indgå en ny aftale med interessenten. Når vi, for en tid, opfordres til fortsat at benytte appen er det ud fra tesen om, at det vil være lettere at sælge DrugStars, hvis DrugStars fortsat har brugere. 

Hvis du ikke ønsker at benytte DrugsStars længere har DFOI fuld forståelse og respekt for dette. Appen på din telefon bliver lukket og ubrugelig hvis kurator opgiver et salg af firmaet. Men der findes et utal af alternativer til appen, hvis man ønsker påmindelser om sit daglige medicinindtag. 

For årets forventede donation ville DFOI være i stand til at finansiere to huse på en typisk sommerlejr. Derfor vil vi blot opfordre til at man i stedet husker at benytte appen OK, hver gang du tanker brændstof eller at du donerer dine points fra OK til DFOI, hvis du køber elektricitet eller mobiltelefoni via OK. For som vi plejer at sige: Når man har svage knogler kræver det en stærk forening.